Midtjysk Efterskole

45 elever var Babette for en aften

Pressemeddelelse   •   Feb 25, 2013 16:17 CET

Der var dækket fint op, og menuen var udsøgt da 45 elever på Midtjysk Efterskole var Babette for en aften.

I et par uger har eleverne arbejdet med og analyseret på Karens Blixens novelle ’Babettes Gæstebud’  fra 1952, og selv om det således er en tekst af ældre dato, har den også noget at sige unge mennesker.

-  Det handler om kærlighed på en anden måde. Om at give noget, uden at forvente at få noget igen, og om at gøre noget, der rækker ud over én selv, siger dansklærer Ulla Søndergaard.

Derfor havde eleverne gjort noget særligt ud af afslutningen på undervisningsforløbet, så de andre elever på skolen kunne opleve, hvad næstekærlighed er.

Nogle stod for menuen, andre for borddækningen, underholdningen, serveringen, talerne og ikke mindst de hjemmelavede flødeboller. Og nå, ja og så selvfølgelig den efterfølgende opvask.

Gammelt sprog i nye klæder

Aftenens gæster var skolens øvrige elever, og de var noget benovede, da de så den festligt pyntede spisesal, de fine bordkort og den lækre menuplan, som lå på bordene, som var de på en bedre restaurant.

Her blev de ikke blot bespist, men de fik også udvidet deres horisont med kloge ord om at gøre noget for andre.

Nådegaver og barmhjertighed er ikke ord, man i dag forbinder med unge mennesker, men de indgik i aftenens festtale, som blev holdt af en elev.

-  Jeg har prøvet at sætte det gamle sprog ind i et mere nutidigt perspektiv, fortæller Axel Damm, som var den, der skulle holde talen.

I novellen er det kaptajn Løwenhjelm, der bliver så opstemt af Babettes overvældende måltid, at han holder en bevæget - og bevægende tale.

Eleverne blev grebet

For skolen var der tale om en mulighed for at engagere eleverne i noget, som ligger uden for dem selv. Så de 45 Babetter kokkererede, arrangerede og serverede for deres kammerater, som blot kunne læne sig tilbage og nyde det.

På den måde har danskundervisningen på skolen fået et tag i eleverne. Hvem skulle have troet, at de kunne finde en tekst fra midten af 1900-tallet spændende.

-  Karen Blixen er en af Danmarks mest betydende kvindelige forfattere. Hun har et helt unikt sprog, og det kan være med til at nuancere de unges opfattelse af sprog, mener dansklærerne bag forløbet, og understreger, at det netop er én af efterskolens styrker: At man har eleverne 24 timer i døgnet og kan tage en hel dag ud til sådan et arrangement.

Yderligere oplysninger: Viceforstander Helle Nørregaard, mobil 30 32 59 86