Social- og Integrationsministeriet

47 mio. kr. til klubhuse for voksne med hjerneskade

Pressemeddelelse   •   Feb 09, 2011 10:41 CET

Socialminister Benedikte Kiær giver 47 mio. kr. til at oprette klubhuse, som skal hjælpe voksne med hjerneskade til et aktivt liv med en plads på arbejdsmarkedet og en bedre hverdag.

Fem kommuner har samlet fået 47 mio. kroner til at oprette klubhuse for voksne med hjerneskade. Her skal medlemmerne gennem et arbejdsfællesskab lære at håndtere følgerne af deres hjerneskade. Målet er at hjælpe medlemmerne til et mere aktivt liv med arbejde og et socialt netværk.

De fem kommuner er Hjørring, Aalborg, Odense, Slagelse og Lolland.

Socialminister Benedikte Kiær siger:
”De klubber, som vi nu giver tilskud til, kan være med til at forhindre, at hjerneskadede bliver isolerede og mister kontakten til arbejdsmarkedet. Klubberne er en ny måde at sikre disse mennesker den særlige støtte, som de har brug for, for at kunne vende tilbage til en aktiv hverdag.”

Klubhusmodellen er fra USA og Canada, og den er i flere år blevet benyttet til mennesker med sindslidelser; i de senere år har forskere fundet ud af, at metoden også giver gode resultater hos mennesker med sværere hjerneskader. I Danmark er modellen afprøvet af Hjerneskadeforeningens projekt HovedHuset på Frederiksberg, som skal videregive sine erfaringer til de fem kommuner, der nu har fået bevilget støtte til klubhuse.

I Danmark rammes 15.000 hvert år af en hjerneskade efter f.eks. en trafikulykke eller en blodprop. Mange får skader, som giver dem problemer i hverdagen. Både på deres arbejdsplads, i familielivet og i almindelige sociale relationer.
Satspuljepartierne har i satspuljeaftalen for 2010 afsat penge til, at en række kommuner kan udvikle og udbrede metoden i Danmark.


Yderligere oplysninger:
Kirsten Brøndum, fuldmægtig, tlf. 33 92 39 82

Pressekontakt:
Anni Lundqvist, presseansvarlig, tlf. 33 92 46 71, mobil 40 70 69 01