DR Kommunikation

70 år forsinket radio populært ved prisfest

Pressemeddelelse   •   Okt 04, 2010 09:49 CEST

Aftenens største vinder - med to ud af de 12 priser - blev nemlig medarbejderne fra DR Trekanten, DR Syd og DR Esbjerg, som den 9. april i år stod bag en helt særlig event. Fra klokken 4.07 til 10.00 sendte de morgenradio i deres P4-regioner, som det kunne have lydt for 70 år siden, da Danmark blev besat af tyskerne.

Ved Prix Radio blev besættelsesradioen hædret med både prisen for 'Årets Public Service' og 'Årets Event' i radiosammenhæng.

Og i motiveringen for at vælge '9. april - 70 år efter' hed det, at public service blandt andet er at give lytterne en fælles erindring om fortiden, en fælles forståelse af nutiden og et fælles håb om fremtiden.

"Vinderen har med stor indlevelse og radiofonisk kreativitet videreformidlet historien til kommende generationer. Der er tale om historieformidling i høj klasse. Ren public service. Høj kvalitet. Og en stor grad af nytænkning," hed det blandt andet.

Det var de to tidligere DR-medarbejdere, Morten Resen og Anders Breinholt, der var værter ved uddelingen af radiopriserne, som hele radiobranchen - både de kommercielle og DR - er sammen om. Festlighederne lå som afslutningen på branchefestivalen Radiodays, der har været holdt fredag og lørdag.

Journalistelev årets stjerneskud
Prix Radio blev også en fest for én af DRs journalistpraktikanter - nemlig den 25-årige Peter Falktoft, der nok mest er kendt som 'Snebolden' fra P3. Kælenavnet har han fra sin fortid som professionel snowboarder.

Peter Falktoft fik prisen som 'Årets Stjerneskud' for sine finurlige reportager på P3 og for programmerne 'Saint Tropez på P3'. Prisen bliver givet til et nyt og lovende stjernefrø på den danske radiohimmel, som det hedder.

Men også mere velkendte DR-værter fik priser. For fjerde år i træk blev Ekstra Bladets Gyldne Mikrofon uddelt til landets bedste radiovært(er) . Den seneste tid har læserne af ekstrabladet.dk kunnet stemme om, hvem det var på sitet, og her blev det Huxi Bach og Karen Thisted, der sejrede. De får den forgyldte mikrofon for at fyre 'Den Løse Kanon' af på P3 alle hverdage mellem klokken 14 og 16.

Monica Krog-Meyer fik hæderspris
Også en anden velkendt vært, P4's Monica Krog-Meyer kunne gå hjem fra DGI Byen, med en pris - endda 'Årets Hæderspris'.  Monica Krog-Meyer, der har hovedfag i fransk fra Københavns Universitet, havde faktisk snigpremiere i DR i 1974, da hun som studentermedhjælper renskrev franskundervisningsserien i radio og tv, 'Pierre et Collette' for DR Undervisning. Fra 1976 blev hun speaker og fra 1982 blev hun fastansat i DR, hvor hun har været - med små svinkeærinder - siden.

"Monica Krog-Meyer har været med hele vejen rundt. Både i gode gamle tunge radiodage på Statsradiofonien, hvor hun høstede enorm anerkendelse blandt andet for programmet 'Radio Rita', der skilte sig markant ud fra, hvad DR ellers sendte i starten i 1980´erne. Programmet tog for første gang de unge lyttere seriøst. Sidenhen er der prøvet kræfter med den kommercielle radiobranche, men nu er hun tilbage i DR med stor succes," hed det blandt andet i motiveringen.

Hattrick for 'Go'Morgen P3'
Holdet bag 'Go'Morgen P3'scorede lidt af et hattrick i forbindelse med prisfesten. For tredje år i træk blev P3's morgenflade fra 6.00-9.00 hædret - i år ligesom sidste år var det for 'Årets Morgenshow', mens det i 2008 var som 'Årets Radioprogram'.

Også P3's dækning af årets fodbold-VM blev værdsat.  'VM på P3' i juni og juli blev lavet af Adam Duvå Hall, Tony Scott og Louise Dreisig i tæt samarbejde med DR Sportens Andreas Kraul, Morten Hausborg og Henrik Liniger, og de fik prisen for 'Årets nyheds- og aktualitetsprogram'.

Endelig hentede Anne Røgilds fra P1 også én af årets priser. Hendes udsendelse, 'Når fogeden banker på', som giver et sjældent indblik i, hvad der sker, når et helt almindeligt menneske kommer ud i en uoverskuelig situation, sejrede i kategorien 'Årets dokumentar- og featureprogram', hvor det for øvrigt alene var P1-programmer, der var blandt de slutnominerede.

Gode ideer honoreres
I alt blev det altså til otte ud af 12 priser ved Prix Radio 2010, og DRs mediedirektør Mikael Kamber glæder sig over høsten:

"I medieverdenen hungrer vi hele tiden efter nye og gode originale ideer til programmer, og det er godt at se, at det er flere af dem, der er blevet honoreret denne gang. Ideen om at genskabe besættelsen, som den kunne have lydt for 70 år siden, var genial og fremragende public service-radio," siger DRs mediedirektør Mikael Kamber, der samtidig er godt tilfreds med, at otte ud af 12 priser gik til DR ved Prix Radio 2010.

"Og det er ikke mindre tilfredsstillende, at både P1, P3 og P4's programmer og værter fik del i priserne, og at DR fik dem inden for det, der er og skal være vores kerneområder: dokumentar, nyheder, aktualitet, sport og satire," siger han.

SÅDAN BLEV PRISERNE FORDELT:

Årets public service-program: ’9. April – 70 år efter’,  P4
Årets event: ‘9. april – 70 år efter’, P4
Årets nyheds- og aktualitetsprogram: ’VM på P3’, P3
Årets dokumentar- og featureprogram: ’Når fogeden banker på’, P1
Årets morgenshow: Go’Morgen P3-holdet, P3
Årets promotion for program: ’Funkytown’, ANR
Årets stjerneskud:  Peter ”Snebolden” Falktoft, P3
Årets hæderspris: Monica Krog-Meyer, P4
Årets radioreklame (lokal/regional): HK Sjælland, produceret af Palle Bo
Årets radioreklame (landsdækkende): Carlsberg, produceret af ’& Co.
Årets kommercielle radiostation: The Voice-holdet, The Voice
Ekstra Bladets Gyldne Mikrofon - Årets bedste radioværter: Karen Thisted og Huxi Bach, P3