Dansk Byggeri

70 konkurser i byggeriet i august måned

Pressemeddelelse   •   Sep 07, 2010 09:48 CEST

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af konkurser i bygge- og anlægsbranchen var en smule lavere, end det har været i de foregående måneder.

I august måned var der 70 konkurser i bygge- og anlægsbranchen. Det er 14 færre end i juli måned. Samlet set bringer det årets antal af konkurser i branchen op på 697.

- Selvom der er et lille fald i antallet af konkurser i august måned, skal man ikke lægge for meget i det. Man ser ofte et fald efter sommerferien. Samtidig var der seks procent flere konkurser end i august 2009, siger Andreas Fernstrøm, chefkonsulent i Dansk Byggeri.

Det betyder, at der indtil nu har været 697 konkurser i år – mere end 10 procent flere end samme periode sidste år

- Der er dog tegn på, at bølgen af konkurser vil løje en lille smule af i slutningen af året. I fredags kom der tal for omsætningen i bygge- og anlægsbranchen, som for femte måned i træk viste en lille fremgang. Det kan betyde, at branchen går en mindre hård fremtid i møde. Det skal dog pointeres, at den samlede omsætning stadig er markant lavere end i 2009, og mange virksomheder derfor stadig hænger i med neglene. Vi vil derfor stadig se et stort antal konkurser i slutningen af året, siger Andreas Fernstrøm.

Yderligere oplysninger:
Andreas Fernstrøm, Chefkonsulent, Dansk Byggeri, tlf. 72 16 01 44
Henriette Døssing, Pressekonsulent, Dansk Byggeri, tlf. 72 16 02 84, mobil 21 46 62 16