Region Midtjylland

Åbenhed om lægers bijob

Pressemeddelelse   •   Sep 24, 2010 09:06 CEST

Region Midtjylland og lægerne sikrer åbenhed om bibeskæftigelse.

Hvor meget må og kan offentligt ansatte – og ikke mindst læger have af bibeskæftigelse? Det spørgsmål har i flere omgange været vendt i medierne, som har kunnet fortælle om eksempler, hvor lægernes habilitet og arbejdsydelse efterfølgende har kunnet drages i tvivl. Region Midtjylland har udviklet en IT-platform som skaber overblik og sikrer åbenhed om i første omgang ansatte speciallægers bibeskæftigelse.

Danske Regioner, Foreningen af Speciallæger samt Yngre Læger har indgået en aftale om speciallægers oplysningspligt for bibeskæftigelse.
Med udgangspunkt i denne aftale vedtog regionsrådet i Region Midtjylland på sit møde i februar 2010 nogle retningslinjer, som skal medvirke til at skabe åbenhed og gennemsigtighed.
Der er efterfølgende udviklet en IT-platform, som sikrer, at lægerne på en enkel måde kan oplyse om deres bibeskæftigelse og videresende det til den ledende overlæge. Hvis bibeskæftigelsen i omfang eller indhold ikke er i konflikt med hovedbeskæftigelse, kvitterer den ledende overlæge for modtagelse. Hvis der er problemer, tages en drøftelse med pågældende læge.

– I henhold til gældende love og aftaler har alle ansatte mulighed for at tage bibeskæftigelse, blot det ikke i konflikter i omfang og indhold med hovedbeskæftigelsen. Regionsrådet i Region Midtjylland forventer, at ledelsen aktivt forholder sig til dette. fortæller Poul Gørup, seniorkonsulent i Koncern HR ved regionen.

– Med det nye registreringssystem er der skabt en let administrativ arbejdsgang, hvor lægernes på en enkel måde kan oplyse om bibeskæftigelse, som ledende overlæge aktivt forholder sig til. I tillæg får vi et overblik på person-, afdelings-, hospitals- og regionsniveau over speciallægers bibeskæftigelse, hvilket jævnligt efterspørges af bl.a. politikere og presse, siger Poul Gørup.
Denne åbenhed og gennemsigtighed kan forhåbentligt medvirke til, at lægers habilitet ikke drages i tvivl og sammen med Region Midtjylland uberettiget kommer i pressens søgelys.

Oplysninger gives ved ansættelse og efterfølgende, når der sker ændringer. Oplysningerne om de enkelte læger vil kun være tilgængelige af den enkelte læge og dennes afdelingsledelse. De statistiske indberetninger uden personfølsomme oplysninger videregives til regionsrådet én gang årligt.
IT-systemet er testet på to afdelinger, og alle speciallæger i Region Midtjylland vil modtage mail om indberetning i begyndelsen af oktober.


Flere oplysninger
Poul Gørup, seniorkonsulent i Koncern HR,
poul.goerup@stab.rm.dk, 8728 5481

Nina Skarum, personalejurist i Koncern HR,
Nina.skarum@stab.rm.dk, 8728 5501



opdateret: 23-09-2010

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde

Sidst redigeret 04-05-2010