Region Syddanmark

Åbent hus på Center for Traume- og Torturoverlevere

Pressemeddelelse   •   Feb 22, 2011 07:56 CET

Sundhedsstyrelsen vurderer, at cirka 30 pct. af alle flygtninge i Danmark har ar på psyken efter krig, flugt og tortur. Mange af dem besøger Banegårdspladsen i Vejle, hvor CETT holder til. Her får de hjælp af psykologer, fysioterapeuter og socialrådgivere, og 1. marts kan interesserede vejlensere se og høre mere om, hvordan det foregår, når centret holder åbent hus fra klokken 16 til 18.

- Vi åbnede som et amtsligt tilbud for snart ti år siden, og siden har vi behandlet hundreder af flygtninge og indvandrere fra Vejle og omegn. Nu synes vi, det er på tide at give alle, der måtte være nysgerrige, lov til at se nærmere på huset og høre noget om, hvad vi laver, fortæller Marianne Lauritzen, centerchef siden den spæde start i 2001.

I løbet af de to timer, arrangementet varer, vil der være mulighed for at blive vist rundt i centret, høre oplæg om målgruppen og behandlingsarbejdet samt se film fra informationshjemmesidenwww.traume.dk.

Om CETT's behandling
Adgangskravet for behandling på CETT er symptomer svarende til Posttraumatisk Stressbelastning (PTSD). Diagnosen fandt vej til psykologiens ordforråd efter Vietnam-krigen og betegner alvorlige mentale og kropslige reaktioner på voldsomme oplevelser i fortiden, blandt andet mareridt, søvnløshed, humørsvingninger, social isolation og mere til. CETT tilbyder patienterne behandling både individuelt og i grupper, såvel ambulant som i eget hjem.

Centret arrangerer også uddannelsesforløb for fagpersoner, der har med PTSD-ramte børn, forældre og familier at gøre, ligesom det danner rammen om forskning i behandlingseffekt og screening for PTSD.

Yderligere oplysninger fås hos:
Uddannelseskonsulent Azra Hasanbegovic, tlf. 7642 0334,Azra.Hasanbegovic@psyk.regionsyddanmark.dk.