2e Group

Ånden fra Nøvling

Pressemeddelelse   •   Jul 02, 2012 17:29 CEST

Jesper Skovsgaard er historien om håndværk og købmandskab. Om en ubændig lyst til at handle og forbedre. Skabe værdi, tilvækst, få noget til at vokse. Forretning, formue, fantastiske boliger...

Drengen fra Nøvling har fulgt et klart spor fra start - og har været tro mod mod retningen. Der har selvfølgelig været smutture og vildveje, men hver gang en blindgyde er dukket op, har snuden intuitivt fundet tilbage i sporet..."back to basics", som Jesper Skovsgaard selv ynder at beskrive det. Og hver gang med betydelig succes.

Den tilsyneladende hurtige, men samtidig bundsolide nordjyde har taget turen - hele turen - med: Fra elevtiden i de brølende 80'ere, selvstændigheden og etableringen i de hårde 90'ere, gennembruddet i de vilde 00'ere - til konsolideringen efter krisen. 

Undervejs har Skovsgaard haft byggeselskab, solgt pantebreve og sågar ejet en damehåndbold-hold. Men fundamentet - man er vel entreprenør! - har fra starten været køb, renovering og videresalg af lejligheder og ejendomme. Kombinationen af håndværk og købmandskab. Og så de værdier, som den beskedne byggematador har med sig hjemmefra: Mådehold, troværdighed og snusfornuft.

Historien begynder lige syd for Aalborg, i landsbyen Nøvling, et par lange stenkast fri af Aalborgs forstæder, klemt inde mellem E45 og Hadsund Landevej. Her voksede smedens og rengøringsdamens søn, Jesper, op - ja, faktisk blev han også voksen her - før han, via et mellemstop i nabo-byen Gistrup, flyttede de få kilometer ind til storbyen Aalborg.

Jesper Skovsgaard er lokal i ordets bedste forstand; Hans slægt gennem tre generationer har boet i Nøvling, bedstefaderen som murerarbejdsmand, bedstemødrene med rengøring på den lokale skole. Entreprenøren har gjort sig en værdifuld erfaring om det at bære på lokal viden og værdi.

"Så længe en byggesag i Aalborg midtby kan gå galt, hvis den ikke følges nøje, så skal jeg ikke være længere væk, end at jeg kan nå frem på en formiddag. Erfaringen har lært mig, at byggesager kræver tæt, daglig opfølgning for at kunne udvikle sig succesfuldt", fortæller Skovsgaard om sit forhold til at være "tæt på - og langt væk".

Han lærte fra sin tidligste barndom, at penge som bekendt ikke vokser på træerne. For at tjene ekstra lommepenge måtte der handles og arbejdes. Fra 8 års alderen stod den på salg af saftevand i sommerferien. Et par senere på den obligate uddeling af reklamer og aviser - kombineret med hårdt arbejde efter skoletid ved den lokale gartner i Nøvling.

Skolegangen var ingen succes. Fagene fangede ikke - kun idræt og regning havde interesse. Efter 9 klasse valgte Jesper at gå på Handelskole og gennemførte EFG Handel & Kontor i Aalborg.

Logisk nok, for det var kun handel, der for alvor tændte den unge mand, som nu tjente lommepengene ved at køre varer på Long John'en for en købmand i Aalborg. Her lærte den unge Skovsgaard også at finde ind i butikkens hakkeorden - nederst som han var i hirakiet under to kommanderende lærlinge. Det afskrækkede dog ikke Skovsgaard, som var faldet for handelsmiljøet og søgte en lærlingeplads - og fik den - hos købmanden i nabobyen Gug.

Igen var den himmerlandske nøjsomhed i højsædet:

"Hvis vi tabte en øl eller sodavand på gulvet, skulle hovedet med kapslen gemmes til repræsentanten kom fra bryggeriet, så den kunne refunderes", fortæller Jesper Skovsgaard.

"I starten tænkte jeg: Sådant noget plat. Jeg mener, hvor der handles, der spildes... Men nej, den gik ikke hos Købmanden. Han sagde, ”Vil du, Jesper, ringe ned i banken og sige, at det går så godt, at vi ikke længere behøver at gemme hovederne..?" Så var det sat på plads og alle hoveder blev gemt."

Efter læretiden overvejede den 19-årige Jesper en karriere i forsvaret (repræsentanterne på besøg i butikken fortalte, at det var en god uddannelse, hvis man ville være repræsentant), men her fik økonomien overtaget. Et billån og huslejen hjemme hos mor og far skulle betales, og derfor tog unge Skovsgaard et job i den nyetablerede, tyske byggemarked-koncern, Bauhaus. Arbejdet tiltalte ham, og officers-karrieren blev droppet, da han blev tilbudt fast arbejde i byggeafdelingen.

"Det har jeg aldrig fortrudt. Bauhaus var og er en rigtig god virksomhed med styr på alt samt gode forhold for medarbejderne," siger Jesper Skovsgaard.

Byggeafdelingen blev hans skæbne, for her kom den unge, entreprenante mand i forbindelse med kunder, der kunne se mulighederne i et samarbejde.

En dag kom Skovsgaard i snak med en kunde, der endte med at tilbyde ham et ekstra job, som gik ud på at renovere ældre ejerlejligheder, der var opkøbt billigt i start-90'ernes krise-marked, og sælge dem videre med pæn fortjeneste. Snart spurgte kunden, om ikke de skulle købe en ejerlejlighed sammen.

21-årige Jesper kunne sagtens se fidusen, men han havde ikke pengene. Men drømmen var vakt, og bilen blev solgt. Resten af pengene til køb og renovering kautionerede faderen for.

Det er hårdt arbejde at renovere ejerlejligheder, meget hårdere end han dengang havde regnet med. Alle weekender og aftener blev taget i brug. Projektet forløb godt og ejerlejligheden blev seks måneder senere solgt med fortjeneste. Den næste ejerlejlighed, der også trængte til renovering, blev opkøbt ugen efter, at pengene var kommet ind for den første lejlighed.

Sådan begyndte eventyret: I det små - men alligevel all in. Jesper Skovsgaard havde satset det, han havde, fordi han var overbevist, arbejdsom og fokuseret. Og sådan har han drevet den fundamentale forretning siden.

De næste mange år blev der opkøbt massevis af ældre ejerlejligheder, der alle blev renoveret. Og der blev arbejdet i døgndrift for at skabe et fundament: Inden Skovsgaard mødte kl 9 i Bauhaus, kunne han som regel nå 2-3 timers arbejde - og når der var fri kl. 17.30 blev der arbejdet igen frem mod midnat. Derefter var det hjem at sove nogle timer - og så på den igen næste dag.

Efter knapt fire år sprang Skovsgaard fra jobbet i Bauhaus for at supplere ejendoms-investeringerne med et job som sommerhus-sælger. Han rejste rundt i hele landet for at afholde kundemøder og Åbent Hus arrangementer.

"Jeg plejer at sige, at jeg kender hver eneste klit i det danske sommerland". fortæller Jesper Skovsgaard om perioden, som endte med, at han stiftede sit eget byggeselskab sammen med en kollega. Satsningen mislykkedes, og firmaet lukkede efter kun to år.

"Jeg var helt overbevist om, at jeg kunne gøre tingene bedre end min tidligere chef. Men jeg brugte al for megen tid på salg - man vil gerne se ting vokse - og for lidt tid på at få opbygget nogle faste rutiner", husker Skovsgaard om de hektiske år på landevejen.

27 år gammel besluttede den stadig unge entreprenør første gang at gå "back to basics". Han stiftede det firma, som i dag kendes som 2E Ejendomme Group, og sælger-jakkesættet blev skiftet ud med håndværker-arbejdstøjet. Der blev igen arbejdet i døgndrift året rundt med opkøb og renovering af ældre ejerlejligheder.

Navnet 2E Ejendomme har været et mysterium for mange. Hvor stammede 2E fra..? Forklaringen er simpel, her forklaret af Skovsgaard selv:

"I 1996 byggede jeg en ny villa på Aspedalen 2 i Gistrup, hvor jeg havde opkøbt grunde til videresalg og fået bygget arkitekt-tegnede villaer. Jeg købte selv grund nr. 2E og byggede en villa der - og den adresse lagde navn til firmaet."

Forretningen voksede sig stadig større. Først med opkøb af gamle tørrelofter i ejendomme, hvor der blev indrettes nye taglejligheder, og samtidig opkøb af hele ejendomme. Snart blev der også satset på nybyggeri af lejligheder. Aktiviteterne bredte sig også til Århus og København. Udlandet rakte eventyrlysten ikke til. Dertil passede Skovsgaards filosofi som sagt ikke: Ejendommen skulle - i tilfælde af problemer - kunne nås på en formiddag.

Men stærkt gik det. Pengene var rigelige alle vegne i samfundet - og bankerne, samt ikke mindst pengestærke udlændinge - fik priserne på boligmarkedet til at eksplodere. Snart havde den succesfulde entreprenør fået nyt blod på tanden - og denne gang gjaldt det det sporten. En lokal dame-håndboldklub - Aalborg DH - var nødlidende.

"Jeg trådte til sammen med tre andre investorer, da klubben var tæt på at gå konkurs. Det blev en hård tid, hvor der åbnede sig en helt anden verden, end jeg havde forudsat og forventet - på alle måder," fortæller Jesper Skovsgaard om tiden som klub-ejer.

 En tid, der pludselig betød, at Skovsgaard blev noget nær landskendt - eller i hvert fald verdensberømt i Aalborg. Med alt det, der følger med af presse-opmærksomhed, misundelse og økonomisk pres.

Efter fire år var eventyret slut. Pengekassen var gabende tom, tocifrede millionbeløb sat over styr på investeringer i kendte trænere og stjerne-spillere. Klubben blev solgt for en krone til den daglige leder.

Undervejs i de vilde 00'ere havde Jesper Skovsgaard også kastet sig over pantebrevshandel. Også her med en partner, denne gang en bankmand, som ikke fik fortalt hele historien. Efter kun halvandet år knækkede filmen - og makkeren røg på porten.

"Det bekendtskab blev dyrt og har - når det hele er gjort op - kostet firmaet 40 millioner kr. i tab i 2009 og 2010", siger Skovsgaard.

Nok engang måtte den energiske og foretagsomme Aalborgenser trække vejret dybt - og reflektere over, hvorfor der gik galt. Og nok engang var konklusionen, at man som skomager skal blive ved sin læst. Konsekvensen var derfor klar:

"Alle ”sideaktiviterne” blev skåret fra, og der satses nu - igen - kun på byggeri af primært boliger," lyder beskeden.

På trods af finanskrisen, som stadig lammer store dele af boligmarkedet - ja, så er forretningen kommet i så god gænge igen, at 2E Ejendomme Group i dag har et pænt overskud på 2011-regnskabet - og samtidig en stor egenkapital.

"Den ny strategi har virket, og 2E Ejendomme Group har i dag en række ingeniører, bygningskonstruktører og arkitekter ansat på kontoret. Det er nødvendigt for 2E Ejendomme Group målsætning om at have en tæt styring af vore mange byggerier", siger Jesper Skovsgaard.

Han er stolt og glad over, at være nået så langt med sin virksomhed, og at være landet på benene med hele bagagen fyldt med værdifulde erfaringer. xx år med solidt håndværk, stor troværdighed og konkurrencedygtigt entreprenør- og købmandskab har ført til en virksomhed i balance. Og loyale kunder, der alle mærker ånden. Ånden fra Nøvling...

Om 2E Group

2E GROUP beskæftiger sig udvikling og opførelse af ejendomsprojekter, herunder spændende ejerboliger, opførelse af investeringsejendomme til investorer samt entrepriseopgaver i total- eller hovedentrepriser.

Kendetegnet for vores ejendomsprojekter er, at de altid har en attraktiv beliggenhed og opføres med et spændende design samt en god og funktionel indretning. Vores egne arkitekter designer og udvikler projekterne, som også i mange tilfælde sker med eksterne velrenommerede og førende arkitektfirmaer.

Projektering forestås af egne projekt ingeniører i tæt samråd med eksterne velrenommerede ingeniørfirmaer. Bygge- og projektstyring forestås ligeledes af egne erfarne og kompetente bygningsingeniører, således der sikres en daglig tæt opfølgning og styring af byggerierne.

Vi har lang og stor erfaring indenfor ejendoms- og byggebranchen. Vi har beskæftiget os med køb, salg og udlejning samt udvikling af byggeri af alle former for fast ejendom  siden 1991. Vi har gennem årene udviklet, opført og solgt over 500 boliger. Vi har desuden opført flere større erhvervsejendomme, investeringsejendomme samt domicilejendomme.