Ad Hoc Translatørservice

Ad Hoc får ny Vendor Manager

Pressemeddelelse   •   Jul 26, 2013 11:44 CEST

I takt med at efterspørgslen på oversættelser af høj kvalitet øges, udvider Ad Hoc Translatørservice nu sit netværk af kvalificerede oversættere og translatører.

For at sikre at den høje kvalitet, som kendetegner det københavnske oversættelsesbureau, stadig bibeholdes, har Ad Hoc derfor valgt at ansætte Christopher Vittrup Andersen som ny Vendor Manager. Christopher skal blandt andet skal være med til at opbygge et stærkt netværk af samarbejdspartnere og kvalitetsteste potentielle oversættere og translatører.

"Vi er nødt til at være helt oppe i gear, når det gælder efterspørgslen på oversættelser for at undgå flaskehalssituationer", fortæller CEO Jesper Nielsen. "I dag har mange af vores kunder ikke bare brug for at få oversat en tekst til et enkelt sprog, men derimod til flere forskellige sprogkombinationer. Og det skal vi altid være i stand til at levere. Uden at gå på kompromis med kvaliteten. Derfor sætter vi ind på at opbygge et stærkt netværk allerede nu både internt og eksternt".

Christopher, der har boet 18 år i Luxembourg, blev færdig som cand.mag i spansk fra Københavns Universitet i 2009. Han kommer fra en lignende stilling som konsulent, hvor han blandt andet var ansvarlig for at finde samarbejdspartnere i Europa og indgå prisaftaler. Derudover har han erfaring med virksomhedsledelse og mestrer sprogene engelsk, fransk, spansk og tysk.

"Jeg ser det som en spændende udfordring at være med til at finde fremtidens nye talenter og bidrage til oversætternes udvikling. Vi har allerede et solidt netværk af dygtige translatører og oversættere men har brug for endnu flere, så vi altid er godt rustet til at assistere de mange nye kunder, der viser os tillid", siger Vendor manager Christopher V. Andersen.

Henvendelser fra interesserede oversættere og translatører kan ske til Christopher på vendor@adhoc.dk


Ad Hoc Translatørservice - professionelle oversættelser til tiden