Nyborg Kommune

Afbrænding af haveaffald

Pressemeddelelse   •   Feb 11, 2011 09:18 CET

Hvornår må du afbrænde haveaffald? Er du haveejer, kan du her læse om du må afbrænde haveaffald og hvis ja, hvordan du skal forholde dig ved afbrænding af haveaffald.

Hvad er haveaffald?

Haveaffald er planteaffald som naturligt forekommer i private haver.

Hvordan kommer man af med sit haveaffald?

Det er i mindre omfang tilladt at afbrænde haveaffald.

I  bekendtgørelse nr. 1632 af 21. december 2010 om affald er det præciseret, at intet affald må afbrændes, undtagen på godkendte affaldsforbrændingsanlæg.

I bekendtgørelsen er der dog åbnet mulighed for at kommunen i sit regulativ for husholdningsaffald kan tillade afbrænding af haveaffald.

Hvem gælder regulativet for?

Regulativet gælder kun for private haveejere, herunder sommerhus- og kolonihaveejere.

Hvor må der afbrændes?

Må du brænde haveaffald af? 
Klik på kortet for flere oplysninger.

Afbrænding af haveaffald må kun finde sted i landzone.

Afbrænding af haveaffald må ikke ske i byzone og i sommerhusområder. Landsbyer der i kommunens kommuneplan er defineret som landsbyområde, har i ordningen status som byzone. Afgrænsning af zoner og områder fremgår af kommunens kommuneplan.

Klik på kortet til højre for at se om din ejendom ligger indenfor zonerne.

Afbrænding af haveaffald skal fortsat følge den øvrige gældende lovgivning. Foruden politivedtægten drejer det sig om: Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 900 af 7. december 1999 om brandværnsforanstaltninger ved afbrænding af halm, kvas, haveaffald og bål m.v.

Hvad må afbrændes?

Der må kun afbrændes tørt grenaffald, hæk- og staudeklip.

Det vil sige, man må kun afbrænde grene m.v. som man selv fælder på sin egen grund.

Man skal ikke lade sig friste til at afbrænde selv den mindste smule imprægneret, malet, limet (spånplader) eller lakeret træ, eller husholdningsaffald. Det vil kunne afgive dioxin og andre sundhedsskadelige gifte i røgen ved afbrænding.

Afbrænding af andet affald end haveaffald er strafbart.

Alle former for afbrænding i tønder eller lignende er forbudt. Vi opfordrer til at disse beholdere fjernes.

Afbrænding skal ske i åben bål. Hav altid tilstrækkelig vand parat ved eventuel uheld.

Hvornår må der afbrændes?

Der må afbrændes haveaffald i perioden fra 1. december til 29. februar, og kun i perioden fra solopgang til solnedgang.

Afbrænding må kun foretages når røgen ikke generer naboerne. D.v.s. afbrænding må kun finde sted når vinden bærer væk fra naboejendomme.

Afbrænding af haveaffald skal altid ske på egen grund

Det vil ikke være muligt at afbrænde haveaffald, hvis man ikke kan overholde afstande til naboer, eget hus eller de i § 26.4 nævnte afstande.

Skt. Hans bål

Sankt Hans aften kan der i hele kommunen afholdes Skt. Hans bål indenfor rammerne af gældende regulativer, bekendtgørelser og vedtægter. Vær især opmærksom på de gældende afstandskrav som afhænger af bålets størrelse.

Skt. Hans bål som er åbne for offentligheden, hvor større folkemængder samles, hvor der sker salg, udskænkning mm., kræver politiets tilladelse. Endvidere skal bestemmelserne i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 900 af 7. december 1999 om brandværnsforanstaltninger ved afbrænding af halm, kvas, haveaffald og bål m.v. overholdes.

Se Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 900 af 7. december 1999 her 
(åbner i nyt vindue)

Park- og gartneriaffald?

Er omfattet af kommunens regulativ for erhvervsaffald § 20 – ordning for have- og parkaffald samt have- og parklignende affald - og skal komposteres eller nyttiggøres på anden vis. I helt enkeltstående tilfælde kan kommunen ved modtagelse af skriftlig ansøgning, give dispensation til afbrænding.

Se regulativ for erhvervsaffald her

Bål- og grillsteder, ukrudtsbrændere mm.

Der gælder særlige regler og afstandskrav ved brug af grill, ukrudtsbrændere mm. Reglerne administreres af Nyborg Kommunes Beredskab.

Læs nærmere om reglerne i Forsvarsministeriets bekendtgørelse nr. 963 af 11.9 2009 (åbner i nyt vindue)

Regulativ for afbrænding af haveaffald

Nedenstående er et uddrag af kommunens regulativ for husholdningsaffald. Regulativet er udfærdiget i henhold til bekendtgørelse nr. 1632 af 21. december 2010 om affald.

§ 26 Ordning for haveaffald

§ 26.1 Hvad er haveaffald

Haveaffald er planteaffald som er naturligt forekommende i private haver.

§ 26.2 Hvem gælder ordningen for

Ordningen gælder for alle borgere og grundejeren i kommunen.
Ordningen gælder for sommerhuse, kolonihavehuse m.m. i kommunen.

§ 26.3 Beskrivelse af ordningen

Haveaffald skal så vidt muligt komposteres. Enten på egen grund (se §25) eller ved aflevering på genbrugsstationerne. Afbrænding af haveaffald må ikke ske i byzone og i sommerhusområde. Landsbyer der i kommunens kommuneplan er defineret som landsbyområde, har i ordningen status som byzone. Afgrænsning af zoner og områder fremgår af kommunens kommuneplan. Det er dog tilladt i hele kommunen, under hensyntagen til de brandmæssige forhold, at foretage afbrænding af rent tørt træ på dertil indrettede bålpladser eller flytbare bålsteder. Det er endvidere tilladt i hele kommunen, under hensyntagen til de brandmæssige forhold, at foretage afbrænding af haveaffald på Sankt Hans aften. I landzonen, med undtagelse af ovennævnte landsbyområder, er det tilladt at afbrænde tørt haveaffald fra egen grund og på egen grund. Afbrænding af haveaffald skal ske i åben bål. Hav altid tilstrækkelig vand parat ved eventuelt uheld. Afbrænding af haveaffald i tønder eller lignende er forbudt. Afbrænding af haveaffald må kun ske i perioden 1. december til og med 29. februar, fra solopgang til solnedgang. Afbrænding af andet end haveaffald og rent tørt træ, er forbudt og kan medføre bødestraf.

§ 26.4 Øvrige ordninger

Afbrænding skal ske på haveejerens grund, og skal tilrettelægges således, at den ikke giver anledning til røggener/ulempe for omgivelserne. Afbrænding for en mængde på højst 200 liter (0,2 m³) skal ske i en afstand af mindst:

  1. 30 m fra lyngklædte arealer, nåletræsplantager, brandbare markafgrøder o.lign.
  2. 30 m fra bygninger med tag af strå eller andet let antændeligt materiale, samt oplag af brandfarlige væsker, flaskegas o.lign.
  3. 10 m fra alle bygninger med hårdt tag
  4. I vindens retning fordobles ovennævnte afstande

For mængder større end 200 liter (0,2 m³) skal afbrændingen ske i en afstand af mindst:

  1. 30 m fra alle bygninger med hårdt tag
  2. 30 m fra brandbare markafgrøder
  3. 100 m fra bygninger med tag af strå eller andet let antændeligt materiale
  4. 100 m fra stakke og andre oplag i det fri af let antændelige stoffer f.eks. træ, plast, brandfarlige væsker, F-gas, o.lign.
  5. 100 m fra nåletræsbevoksninger, lyngklædte arealer og andre brandbare vegetationer
  6. I vindens retning fordobles ovennævnte afstande

Afbrænding af haveaffald og Skt. Hansbål skal i øvrigt ske i overensstemmelse med Forsvarsministeriets bekendtgørelse nr. 900 af 7. december 1999 om brandværnsforanstaltninger ved afbrænding af halm, kvas, haveaffald og bål m.v.

Regulativet er vedtaget 14. december 2010 og gældende fra 1. januar 2011.