Social- og Integrationsministeriet

Alle kommuner bør have beredskab til at håndtere overgreb mod børn

Pressemeddelelse   •   Nov 08, 2011 17:58 CET

En ny undersøgelse fra Social- og Integrationsministeriet viser, at 75 kommuner har eller er i gang med at udarbejde beredskab for, hvordan de skal håndtere sager om seksuelle overgreb mod børn.  Social- og integrationsminister Karen Hækkerup opfordrer alle kommuner til at få et beredskab på plads inden årets udgang.

82 procent af de deltagende kommuner i en ny kortlægning har eller er ved at etablere et skriftligt beredskab til at håndtere sager med børn, der har været udsat for seksuelle overgreb. Undersøgelsen er udarbejdet af SISO under Social- og Integrationsministeriet. 91 kommuner har deltaget i undersøgelsen.

En lignende kortlægning i 2001 viste, at mindre end 25 procent af kommunerne på daværende tidspunkt havde et beredskab.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup vil nu få de sidste kommuner med.

”Det er helt oplagt, at alle kommuner skal have et beredskab, så de har en plan for, hvordan de hjælper børn, der har været udsat for seksuelle overgreb. Min opfordring til de kommuner, der stadig mangler et beredskab, er, at de skal følge de andre kommuners gode eksempel og få deres eget beredskab på plads inden årets udgang.”

Karen Hækkerup vil derfor skrive til samtlige kommuner og bede dem om, at beredskabet kommer på plads eller give det eksisterende et servicetjek, hvis der er brug for det.

Kommunerne fortæller i undersøgelsen, at et beredskab har en meget positiv effekt på den hjælp, de kan tilbyde børn, der har været udsat for overgreb. Og et skriftligt beredskab giver kommunen en grundlæggende faglig viden om seksuelle overgreb og en kvalificeret forebyggelse og håndtering af sager, hvor der er mistanke eller viden om, at børn udsættes for overgreb.

Kommunerne kan få gratis konsulentbistand hos SISO om, hvordan man opbygger og vedligeholder et beredskab til sager om overgreb mod børn.

SISOs kortlægning af kommunernes beredskaber


Yderligere oplysninger:
Christina Hviid, fuldmægtig, tlf. 41 85 11 17

Pressekontakt:
Anni Lundqvist, presseansvarlig, tlf. 33 92 46 71, mobil 40 70 69 01
Se alle nyheder