Ministeriet for Børn og Undervisning

AMU udvikler stadig danskernes kompetencer

Pressemeddelelse   •   Sep 29, 2010 08:47 CEST

I år kan arbejdsmarkedsuddannelserne fejre 50-års jubilæum. Selv om samfundet har ændret sig, er det stadig AMU’s formål at opkvalificere de faglærte og ufaglærtes kompetencer, så de står mål med udviklingen på arbejdsmarkedet.

"Jeg synes jo, det er fantastisk, hvis du har en medarbejder i den ene hånd, og et AMU-kursus i den anden, og så slår de to ting sammen, så får du en medarbejder med en ny kompetence, der straks kan benytte sig af sin nye viden i sit job."

Sådan sagde undervisningsminister Tina Nedergaard på talerstolen i et fyldt konferencerum på Radisson Blu H.C. Andersen Hotel i Odense. Anledningen var AMU’s 50-års jubilæumskonference.

AMU er en vigtig brik

Det er regeringens hensigt, at voksen- og efteruddannelsesindsatsen hele tiden bliver mere effektiv og mere målrettet. Tina Nedergaard pegede på, at AMU som aktør er en vigtig spiller på banen.

"Vi står lige nu over for en svær situation på arbejdsmarkedet. Virksomheder og medarbejdere er mere end nogensinde før nødt til at udvikle sig og lære nyt for at komme helskindede gennem den økonomiske krise. Her er AMU en vigtig brik. AMU kan lette vejen og give os et kompetencemæssigt løft, der kan ruste os til fremtiden," siger ministeren.

Nye VEU-centre

Regeringen har etableret 13 nye VEU-centre – de såkaldte voksen- og efteruddannelsescentre. Centrene skal forstærke samarbejdet mellem AMU-udbyderne og VUC-centrene. Centrene skal også bidrage til, at uddannelsesbehovene i udkantsområderne bliver dækket.

Tina Nedergaard fastslog, at brugerne har krav på at få det bedste, uddannelsessystemet kan levere. VEU-centrene skal lykkes.

"De nye VEU-centre giver skolerne mulighed for at lægge kræfterne sammen og samarbejde om udbuddet af uddannelser. VEU-centrene kan styrke og effektivisere alle de opgaver, som understøtter den enkelte skoles kerneaktivitet nemlig AMU-undervisningen. Det vil den enkelte skole have gavn af, men først og fremmest vil det sikre brugerne bedre uddannelsesløsninger. Jeg lægger vægt på, at VEU-centrene skal lykkes. Skolerne skal samarbejde, så brugerne får de bedste løsninger," sagde Tina Nedergaard.

DelTil topSidst opdateret:  28.09.2010

Kontakt

Karen Olsen
Specialkonsulent
kaols1@uvm.dk
Tlf. 3392 5682

Kontakt

Sofie Amalie Rasmussen
Journalistpraktikant
soras1@uvm.dk
Tlf. 3395 4835

Læs mere

AMU på tv