Finansministeriet

Ansvar og handling

Pressemeddelelse   •   Nov 03, 2011 16:42 CET

Regeringen sætter gang i vækst og beskæftigelse med en omfattende kickstart af dansk økonomi. Der fremrykkes og igangsættes investeringer for i alt knap 11 mia. kr. i 2012 og 8 mia. kr. i 2013. Kickstarten øger beskæftigelsen med 9.000 personer i 2012 og 12.000 personer i 2013. Herudover forstærkes praktikpladsindsatsen, BoligJob-ordningen forlænges med ét år, og der etableres en tilskudspulje til energirenovering på ½ mia. kr. fra 2013.

Regeringens oplæg til finanslov for 2012 er med en lang række konkrete initiativer første skridt til at indfri regeringsgrundlaget og give Danmark en ny begyndelse.

Regeringens oplæg til finanslov for 2012 indeholder nye initiativer for i alt godt 8 mia. kr. i 2012 og knap 12,3 mia. kr. i 2013.

Der gøres op med en række skæve og urimelige tiltag fra den tidligere regering, blandt andet ved afskaffelse af fattigdomsydelserne. Der prioriteres midler til mere og bedre uddannelse, forskning og et bedre og mere lige sundhedsvæsen.

Det er en grundlæggende præmis i regeringens oplæg til finansloven, at nye initiativer først gennemføres, når der er fundet finansiering krone-for-krone.

Det sker blandt andet ved varige skatte- og afgiftsforøgelser for omkring 5 mia. kr. og en sanering af erhvervsstøtten med 2 mia. kr. fra 2013. Fx øges afgifterne på usunde varer som slik, sodavand og vin, og skattefritagelse for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer fjernes.

Finansminister Bjarne Corydon kalder regeringens første finanslovsoplæg for et kursskifte i dansk politik.

- Med finansloven gør vi op med passiv politik og skaber nye arbejdspladser og ny optimisme. Vi prioriterer forskning og uddannelse, for det er gennem viden, at velfærden skal finansieres. Med finansloven tager vi ansvar, og vi handler for at få Danmark videre.

Sammen med oplægget til finanslov for 2012 offentliggør regeringen et aktuelt konjunkturskøn over dansk økonomi. Det viser en yderligere afdæmpning af økonomien. Vækstudsigterne er også nedjusteret, og skønnet for væksten i 2012 er reduceret fra 1,8 pct. til 1,3 pct. Ledigheden er opjusteret og ventes nu at stige til 167.000 personer i 2012 mod et tidligere skøn på 161.000 personer.

Finansminister Bjarne Corydon siger:

- Den internationale uro lægger fortsat en dæmper på udviklingen. Vores eksport har hidtil holdt dansk økonomi oppe, men den er nu også gået tilbage. Det hjemlige forbrug står fortsat i stampe, og man må konstatere, at den tidligere regerings indsats ikke har virket. Derfor er det vigtigt, at vi gør en aktiv indsats nu. Kickstarten løser ikke alle Danmarks økonomiske problemer, men den gør en positiv forskel for tusinder af mennesker og betyder, at masser af gode projekter hurtigere bliver færdige.

Læs status for konjunkturudsigterne og de offentlige finanser her.

Se nye initiativer i regeringens oplæg til finanslov for 2012 her.