Justitsministeriet

Bedre udslusning for indsatte i fængsler

Pressemeddelelse   •   Okt 29, 2010 11:18 CEST

Sandsynligheden for at falde tilbage i kriminalitet er stor, når tidligere indsatte sluses ud i samfundet på ny. Derfor er justitsminister Lars Barfoed gået i spidsen for tre nye initiativer, der skal gribe ind over for den negative spiral, som indsatte kan havne i.

  • En køreplan for god løsladelse
  • Et program for bande-exit
  • En udvidelse af mentorordning

Partierne bag satspuljeforhandlingerne har netop bevilget 33,5 millioner fra 2011 til 2014 kroner til at føre initiativerne ud i livet.

Justitsminister Lars Barfoed udtaler:

”Al erfaring viser, at der er stor sandsynlighed for at falde tilbage i kriminelle miljøer efter endt afsoning – ikke mindst i den første tid efter fængslet, hvor omstillingen til en mere normal tilværelse er særlig stor for den enkelte. Derfor vil jeg nu gerne sætte ind på flere fronter for at skabe en bedre vej for de indsatte ud i samfundet. Det vil være med til at mindske antallet af gengangere i landets fængsler og dermed i sidste ende kriminaliteten.”

Ud af banden og ind i samfundet

Et af initiativerne er et pilotprojekt, som har til formål at hjælpe indsatte, der allerede tilhører – eller er på vej ind i – en bande- eller rockergruppe, med at komme ud af miljøet igen. Projektet vil løbe i et år og vil efterfølgende blive evalueret.

”Banderelateret kriminalitet udgør et væsentligt problem i vores samfund. Derfor er det vigtigt, at vi arbejder målrettet på at minimere den gruppe af mennesker, som tiltrækkes af disse miljøer af den ene eller anden årsag,” siger justitsminister Lars Barfoed.

Justitsministeren ser også frem til at udmønte de to øvrige initiativer. Kriminalforsorgens mentorordning har været en så stor succes, at indsatte har stået i kø for at få en mentor til at hjælpe dem ud af kriminalitet. Derfor bliver ordningen nu udvidet, så endnu flere kan få gavn af at have en mentor. På lignende vis vil en køreplan for god løsladelse sætte et intensivt og individuelt fokus på udslusningen af den indsatte.

Kontakt: Eventuelle spørgsmål kan rettes til presserådgiver Emil Melchior (tlf. 7226 8405)


Baggrund

Partierne bag satspuljeaftalen for 2010 har bevilget 33,5 millioner kroner til følgende initiativer, som tilsammen skal være med til at sikre, at indsatte får en god begyndelse i samfundet efter endt afsoning.

Køreplan for god løsladelse

Formålet er at sikre, at alle relevante myndigheder involveres i at skabe den bedst mulige udslusning af indsatte.

Indsatte er i en meget udsat position i forbindelse med løsladelsen. De er afhængige af, at der er noget at komme ud til – bolig, arbejde/uddannelse, familie mv. Det er desuden vanskeligt for mange dømte at skulle omstille sig til et liv i frihed.

Køreplanen skal være med til at sikre, at ingen løslades, uden at de konkrete og nødvendige aftaler mellem kriminalforsorgen og kommunen er på plads. Dette arbejde lettes ved indgåelse af konkrete samarbejdsaftaler.

Pilotprojekt med et bande-exit program

Formålet er at hjælpe indsatte, der enten er på vej ind i rocker- eller bandemiljøet eller allerede er tilknyttet disse grupperinger, til at komme ud af miljøet igen. Forslagets konkrete mål er via en intensiv individuel indsats at hjælpe indsatte ud af bande- og rockermiljøer samt sikre, at unge indsatte ikke rekrutteres hertil.

Kriminalforsorgen har blandt andet deltaget i en tværsektionelt projektgruppe, der skal komme med oplæg til en model for etablering af et exit-program for personer med tilknytning til rockergrupper, bander og lignende kriminelle grupperinger, der ønsker at forlade grupperingerne.

Udvidelse af kriminalforsorgens mentorordning

Formålet med mentorordningen er at knytte en voksenperson til de unge, der har behov for støtte og vejledning til at komme ud af kriminalitet.

Målet er, at alle i aldersgruppen 14-25 år kan få tilbudt en mentor, når de har behov for det. I dag rækker mentorordningen kun til den mest udsatte gruppe med et særligt tungt behov for støtte. Der må således i dag gives afslag på tildeling af en mentor til unge, der har et udtalt støttebehov, og som vurderes at ville kunne profitere af støtten fra en mentor.

Herudover er målet i videre udstrækning at kunne yde hjælp til de særligt udsatte over 25 år, som i dag kun helt undtagelsesvist og i særlig alvorlige tilfælde tildeles en mentor. Kriminalforsorgen har oplevet en stor efterspørgsel på mentorer til indsatte og klienter over 25 år.