Sundhedsstyrelsen

Behandling af patienter fra Libyen er i gang

Pressemeddelelse   •   Nov 17, 2011 17:03 CET

De 13 krigsskadede patienter fra Libyen, som ankom til Danmark forleden, er nu tilset af sundhedspersonale på sygehusene, og behandlingen af dem er gået i gang. 

Sundhedsstyrelsen er løbende i kontakt med de tre regioner, som har modtaget libyerne. Meldingen fra sygehusene er, at behandlingen af de 13 patienter går planmæssigt. 

Baggrunden er, at den libyske overgangsregerings har anmodet Danmark om at modtage op imod 50 patienter med krigsskade til behandling i Danmark. De første 13 patienter ankom tirsdag med Forsvarets Hercules-fly og blev ledsaget af forsvarets sundhedspersonel. Fra Københavns lufthavn blev 8 patienter kørt videre i ambulancer til hospitaler i København og Odense, mens 5 patienter fortsatte til Århus lufthavn. 

Sundhedsstyrelsen vil også de kommende dage være i løbende kontakt med de regioner, der nu har ansvaret for patienterne. 

De 13 og deres pårørende er foreløbig isoleret fra andre patienter. Det sker helt rutinemæssigt ifølge gældende retningslinjer for modtagelse af patienter fra udenlandske sygehuse. Isolationen vil blive ophævet, hvis der ikke findes multiresistente bakterier. Det ventes at ske de kommende dage.