Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Bertel Haarder skal spille børneteater på Vesterbro

Pressemeddelelse   •   Sep 16, 2010 10:10 CEST

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder er med, når 5. klasserne på Vesterbro opfører børneteaterforestillingen ”Menneskebjerget” på Vesterbro. Forestillingen er en del af et treårigt projekt, der skal være med til at få 10-13-årige til at være mere fysisk aktive.

I morgen fredag er indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder med til at spille børneteater i DGI-byen på Vesterbro.

Det sker, når Vesterbros 5. klasser opfører børneteaterforestillingen ”Menneskebjerget”. Forestillingen er interaktiv, så publikum bliver draget med ind i historien om Menneskebjerget, der er faldet om og ligger og jamrer sig.

”Jeg glæder mig til at se eleverne optræde og til at se, hvordan vi kan hjælpe ”menneskebjerget” til at få det bedre. Og så vil jeg prøve, om jeg kan aftale med eleverne, at de har det mål, at de skal være sundere og sejere end 15-årige er i dag. Vi ved jo, at 15-årige desværre lever væsentligt mere usundt end årgangene under dem, så de 10-13-årige er en god målgruppe at tale sundhed med,” siger Bertel Haarder.

Han afslutter fredagens teaterforestilling med en tale.

Forestillingen er en del af det tre-årige projekt ”Go-Active”, som skal skabe erfaringer med at gør 10-13-årige mere fysisk aktive.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har bevilget 10 mio. kr. til ”GoActive”, der varer til juni 2012.

Projektet har fokus på socialt udsatte børn og unge. Det er et modelprojekt, der både skal fremme sundheden på Vesterbro og samtidig skabe erfaringer, der kan udbredes til andre steder i landet.


Pressen er inviteret til at overvære forestillingen fredag 17. september kl. 11.45 i DGI-byen, Tietgensgade 65, 1704 Kvh. V.

Forestillingen varer ca. 45 min.

Praktiske spørgsmål vedr. pressedækningen bedes rettet til presseansvarlig ved DGI-byen Eva Veis Thomasen, evt@dgi-byen.dk , tlf. 24 27 42 27.


Yderligere oplysninger
Pressemedarbejder Marie Nyhus, tlf. 72 26 94 17