DR Kommunikation

Bertelsen på Caminoen

Pressemeddelelse   •   Nov 24, 2010 12:57 CET

Et filmhold har fulgt tv-vært Mikael Bertelsens vandring på op til 40 kilometer om dagen af den legendariske pilgrimsrute 'O Camiño de Santiago' - på dansk Jakobsvejen - til den galiciske by Santiago de Compostela i Spanien. Det er der kommet en inspirerende, rørende og humoristisk vandrehistorie i 24 afsnit ud af – om en kontrolleret, ikke-troende tv-vært, der gradvist slipper kontrollen. ’Bertelsen på Caminoen’ sendes hver dag i december kl. 23.00 på DR2 frem til juleaftensdag.

Caminoen – en legendarisk pilgrimsrute
Caminoen eller Jakobsvejen har siden middelalderen været en af de vigtigste kristne pilgrimsruter. Pilgrimme har rejst ad den til Santiago de Compostela gennem 1000 år, for at besøge byens katedral, hvor Skt. Jakob (en af de tolv apostle, på spansk 'Sant Iago') ifølge legenden ligger begravet. Også i dag drager tusindvis af såvel kristne som ikke-kristne hvert år til Santiago de Compostela. De fleste gør turen på traditionel vis, til fods, mens nogle få cykler eller rejser på æsel- eller hesteryg. Målet er at komme helt ud til Atlanterhavet og Verdens Ende.

Instruktør Halfdan Muurholm har forvandlet pilgrimsruten til en slags ’roadmovie’ i 24 afsnit - spækket med dramatiske begivenheder, der bliver forløst af Bertelsens yderst skeptiske og ofte ufrivilligt humoristiske facon.

Farvel til skrivebordet
Bertelsen begynder turen med at gå til messe i et katolsk kloster. Han stiller sig modvilligt op i køen og spiser nadverbrødet. Det er meget længe siden, han har været gæst i Guds hus. Nonnen Monica spørger ham direkte om, hvorfor han vil gå Caminoen. Mikael Bertelsen svarer:

- Til daglig er jeg tv-vært. Jeg arbejder i et indelukket tv-studie, går til møder dagen lang og modtager flere hundrede e-mails og telefonopkald. Nogle gange har jeg en følelse af, at en lang dag på kontoret slet ikke giver nogen dybere mening.

Det er med denne grundfølelse at Mikael Bertelsen starter sin pilgrimsfærd, krydser historiens sti og tæt på Lille Juleaftensdag langt om længe når til endemålet i Santiago de Compostela. Undervejs skal han igennem grueligt mange prøvelser. Seerne på DR2 får nu lejlighed til at følge Bertelsens strabadser på tætteste hold, når ’Bertelsen på Caminoen’ løber over skærmen på DR2 fra onsdag 1. december kl. 23.00.

Følg med på nettet
Mens Mikael Bertelsens rejse på Caminoen går sin gang DR2, er der masser af muligheder for at følge med på nettet, komme med sine kommentarer og få mere fakta om ruten og de mange pilgrimme som Bertelsen møder undervejs. På www.dr.dk/camino kan man hver dag, på bedste julekalender-manér, åbne en låge til dagens afsnit, få mere info, læse kommentarer fra brugerne, og ikke mindst se dagens afsnit fra morgenstunden – altså før det bliver bragt om aftenen på DR2.

Endvidere kan man følge Bertelsens rejse på et interaktivt kort, hvor man har mulighed for at klikke på interessante fikspunkter, som kirker, byer eller personer som Bertelsen har mødt – hvis man vil vide eller se mere.

Bertelsen er hverken den første eller sidste pilgrim, der har gået på Caminoen, og alle brugere, der selv har gået ruten har mulighed for at uploade fotos og historier fra deres egen pilgrimstur, og dermed dele dem med alle os andre.