Spar Nord Bank A/S

Bestem selv din elpris med solenergi

Pressemeddelelse   •   Nov 18, 2010 10:47 CET

I tæt samarbejde med Teknologisk Institut og cleantech-selskabet Gaia Solar har Spar Nord udviklet Danmarks første beregningsværktøj, der giver et reelt svar på, hvad boligejere kan spare ved at investere i et privat solenergianlæg.

Værktøjet er netop lanceret på Spar Nords hjemmeside, og ifølge boligansvarlig i Spar Nord Claus Conradsen kan der være overraskende god økonomi i at producere sin egen strøm:

- Nu viser det sig, at det rent faktisk er billigere at låne penge til at producere sin egen strøm, end det er at betale sin normale elregning. Dermed har solenergien nået en vigtig milepæl, som uden tvivl vil betyde, at flere boligejere kaster sig over den alternative energiform. Både for økonomien og miljøets skyld, siger Claus Conradsen.

Elpris vokser, renter falder

En af de væsentligste årsager til, at solenergianlæg i dag er mere interessante end nogensinde, er, at elprisen de seneste 35 år i gennemsnit er vokset med cirka 7 procent om året. Dertil kommer, at renten lige nu ligger på et historisk lavpunkt, og dermed er der ifølge Spar Nords beregninger også penge at spare, selv om solvarmeanlægget finansieres ved hjælp af et nyt lån i boligen.

- Vi har efterhånden vænnet os til, at elregningen vokser år for år, og der er svært at se, hvad der skal stoppe den udvikling. Dermed er der udsigt til, at besparelsen ved at producere sin egen strøm kun vil blive større i takt med, at prisen på ”almindelig el” stiger, lyder det fra Claus Conradsen.

Claus Conradsen henviser desuden til, at solcellebranchen i Danmark alene sidste år voksede cirka 40 procent, og at priserne på solceller siden 2008 er blevet næsten halveret.

Spar penge fra år ét

I det nye beregningsværktøj tager Spar Nord udgangspunkt i en husstand med et årligt elforbrug på 6.000 kilowatt svarende til 10.800 kroner. Hvis denne husstand optager et boliglån på 165.000 kroner til 4 procent i rente og investerer pengene i et solenergianlæg, vil husstanden allerede det første år spare penge på elregningen. Og det er vel at mærke efter udgifter til renter og afdrag samt vedligehold af solenergianlægget er betalt.

I Spar Nord opfordrer Claus Conradsen boligejerne til at prøve det nye beregningsværktøj og overveje et solenergianlæg.

- Der er naturligvis altid usikkerhed forbundet med beregninger af besparelser og tilbagebetalingstid, men nu er der i hvert fald mulighed for at danne sig et godt beslutningsgrundlag, hvis man overvejer at skifte til solenergi, konstaterer Claus Conradsen.

Claus Conradsen henviser i øvrigt til, at Spar Nords lokale banker tilbyder Energirigtig Boligrådgivning®, der er et gratis tilbud om at få vurderet det økonomiske potentiale ved at energioptimere sin bolig.

 

Om Spar Nord

Med 275.000 kunder og mere end 1.500 medarbejdere er Spar Nord Koncernen blandt de største banker i Danmark. Siden 2002 har Spar Nord åbnet 18 nye lokale banker og tilkøbt ni filialer fra andre pengeinstitutter, og i dag har Spar Nord i alt 72 lokale banker fordelt over hele landet. Spar Nord ejes af mere end 110.000 aktionærer.

 

For yderligere oplysninger se: www.sparnord.dk



Kontaktinformation:

Claus Conradsen, boligansvarlig i Spar Nord. Tlf. 9634 4362 / 2527 0535, email:cco@sparnord.dk

Presseservice: Leif Lind Simonsen, Spar Nord. Tlf.: 2527 0330, e-mail: lsi@sparnord.dk