Biltorvet

Bilforhandlerne bør have større fokus på at besvare e-mails efter lukketid

Pressemeddelelse   •   Aug 03, 2015 08:00 CEST

En ny undersøgelse fra Biltorvet viser, at tæt på hver anden e-mail sendes til bilforretningerne efter lukketid. En stor mængde af mails, som indeholder en stor mængde af uudnyttet potentiale.

Meget af den indledende kontakt mellem mulige bilkøbere og bilforhandlere foregår via e-mail, og derfor er det også vigtigt, at disse mails bliver besvaret. Det stiller krav til bilsælgerne, for en mail skal meget gerne besvares hurtigt, ellers er den potentielle bilkøber allerede videre. Vedkommende har muligvis også sendt mails til andre forhandlere, og så er det vigtigt at være hurtigt ude. Udfordringen bliver ikke mindre af, at en ny undersøgelse fra Biltorvet viser, at næsten halvdelen af de mails, som sendes til bilforhandlerne, sendes uden for åbningstiden.

"Det er selvfølgelig ikke decideret overraskende, at rigtig mange mails sendes om aftenen, hvor folk sidder derhjemme, men det er alligevel tankevækkende, at det er så mange, og der ligger et stort uudnyttet potentiale for bilforhandlerne, som med fordel kan satse på at få svaret på alle disse mails hurtigst muligt, siger Claus Nyboe, der er direktør i Biltorvet.

Der er behov for at stramme op

Generelt bør bilforhandlerne have langt mere fokus på at få besvaret e-mails fra mulige kunder, for det er en øvelse, bilbranchen ikke er særlig god til. Biltorvet har undersøgt en stor mænge af mails, som er sendt via biltorvet.dk til forhandlere i hele landet. Det er mails fra mulige kunder, som spørger på en specifik bil, og hele 33% af disse mails bliver end ikke åbnet.

"Det er tankevækkende og en smule overraskende, at bilforhandlerne er så dårlige til at åbne og besvare mails. Det er mails fra mulige kunder, som spørger på en specifik vare, og så gør man intet ved det. Jeg ved ikke, om det skyldes manglende tid, eller hvad årsagen er, men der ligger en stor mængde af uudnyttet potentiale," siger Claus Nyboe, der har en klar opfordring til bilforhandlerne.

"Hvis jeg drev en bilforretning, ville jeg øge fokus på de mange mails, som end ikke bliver åbnet. Hvis man virkelig satsede på at besvaret samtlige mails hurtigst muligt, så ville man have en stor fordel i forhold til konkurrenterne, siger han.

Løsningen kunne være en vagtordning

Hurtigst muligt kunne være med det samme, også uden for butikkens åbningstid, for på den måde vil forretningen have et stort forspring i forhold til konkurrenterne, som tidligst svarer dagen efter, eller muligvis aldrig. Det vil sende et rigtig godt signal til den potentielle kunde, og da det er næsten halvdelen af de mails, som sendes i løbet af et år, som sendes i denne periode, så er potentialet enormt. Det er med andre ord et område, bilforhandlerne burde være mere opmærksomme på.

"Den optimale løsning ville være, hvis man som bilforretning lavede en vagtordning blandt sælgerne, som på skift skulle svare på mails uden for åbningstiden. Det stiller selvfølgelig krav til sælgerne, som skal tjekke mail løbende i løbet af aftenen, siger Troels Meyer, der er konsulentchef hos Biltorvet.

Det er dog en problematik, som Biltorvet snart har en løsning på. For alle de forhandlere, der bruger AutoDesktop, vil en kommende app, som er under udarbejdelse, nemlig være et glimrende arbejdsredskab til at få besvaret mails hurtigt, også selvom det er uden for lukketid.

"Med den kommende AutoDesktop app vil sælgeren, der er på vagt, modtage en besked på telefonen, når der kommer en e-mail. Han vil derefter kunne besvare henvendelsen med det samme. Vi tror på, at det blandt andet vil gøre en vagtordning langt nemmere, og dermed vil alle de mails, som sendes uden for åbningstiden, kunne blive besvaret med det samme, til glæde for både kunde og bilforretning, siger Troels Meyer.  

På Biltorvet.dk er vi bidt af biler. I alt hvad vi gør, er formålet helt rendyrket at give brugeren den mest effektive adgang til det samlede bilmarked i Danmark. Vi pakker ikke tingene ind i unødvendige reklamer, og vi spilder ikke din tid med unødvendigt mange klik for at komme frem til sagens kerne. Vi er nemlig 100% ejet af den professionelle bilbranche i Danmark, og det adskiller os markant fra de andre bilportaler.

Læs mere om Biltorvets opbygning og ejerkreds på Biltorvet.as