Shell Danmark

Bilister elsker LEGO biler

Pressemeddelelse   •   Aug 01, 2013 12:54 CEST

300.000 LEGO®modeller af Ferrari-biler og F1 mekanikerteams skaber sommertravlhed hos landets Shell-stationer og sætter ekstra skub i salget af højoktanbenzin.

De seneste seks uger har bilister kunnet tanke sig til en eksklusive samling Ferrari modeller i LEGO klodser på Shells servicestationer. Og muligheden for at kombinere optankning af højoktanbenzinen Shell V-Power med at få en miniaturemodel af en Ferrari-racer i LEGO klodser har i den grad fået bilisterne til benzinpumperne. Dagligt langer Shell således flere tusinde LEGO biler over disken.

”Vi havde fra start store forhåbninger til samarbejdet med LEGO koncernen og til brugen af LEGO bilerne i vores kampagne. Men interessen blandt bilisterne har været overvældende, og vi har løftet vores salg af Shell V-Power til et uventet højt niveau,” siger Per Ollikainen, produktchef, Dansk Shell.

I alt sætter Shell ca. 300.000 miniatureudgaver af seks forskellige Ferrari modeller og et F1 mekanikerteam i LEGO klodser på højkant for bilisterne. Tanker du mindst 30 liter Shell V-Power, følger en Ferrari med uden videre. Bilister, der tanker Shells almindelige FuelSave benzin eller diesel kan købe de eksklusive LEGO modeller for 20 kr. F1 mekanikerteamet kunne erhverves i kampagnes første fire uger ved køb af Perfect Shine-bilvask.

”Kampagnen fortsætter frem til 14. august, så Ferrari og LEGO fans i alle aldre har stadig chancen for at anskaffe sig en eller hele serien af de unikke biler, når de tanker hos Shell. Men så er det også slut efter otte hektiske uger,” siger Per Ollikainen.

Bilister, som tanker sig til - eller køber - den komplette samling af Ferrarier er flot ’kørende’. Serien rummer således Ferrari F40, Ferrari FXX, Ferrari 250 GT Berlinetta, Ferrari 458 Italia, Ferrari 150 Italia og en Scuderia Ferrari Truck. Endelig indeholder serien også F1 mekanikerteamet. Bilmodellerne er udstyret med en lille motor (træk tilbage og slip, og bilen kører frem) og er eksklusivt Ferrari Licenced. De sælges derfor kun i en begrænset produktion og periode - og kun hos Shell.

Om Shell V-Power 

Shell V-Power er markedets eneste 99-oktan benzin. Ifølge uafhængige tests forbedrer benzinen bilers acceleration og optimerer motorens ydeevne. Shell V-Power indeholder særlige rensekomponenter, der fjerner belægninger ved indsugningsventilerne og holder dem rene. Samtidig hjælper friktionsnedsættende komponenter motoren til at rotere lettere.

Yderligere information

Kontakt venligst: Per Ollikainen, produktchef i Shell, T: 22 20 53 07, M: per.ollikainen@shell.com.


OM SHELL

Shell beskæftiger cirka 450 medarbejdere i Danmark fordelt på hovedkontoret i Ørestad og raffinaderiet i Fredericia. Hertil kommer godt 2.500 ansatte på Shells servicestationer.

Shells raffinaderi i Fredericia er et af to raffinaderier i Danmark. Her omdannes råolien fra Shells aktiviteter i den danske del af Nordsøen til flydende gas, jetbrændstof, benzin, diesel, petroleum og fyringsolie.

Der er 306 Shell servicestationer i Danmark, heraf 63 Shell/7-Eleven, 62 forhandlerejede, 123 forpagterdrevne og 58 ubemandede Shell Express stationer. Dertil kommer 16 CRT-anlæg til lastbiler, busser og anden tung transport. Shell tilbyder en bred vifte af brændstoffer - fra 99 oktan Shell V-Power over Shell FuelSave Blyfri 95, Shell 92 oktan til Shell FuelSave Diesel.

På verdensplan beskæftiger Shell cirka 87.000 medarbejdere i 70 lande. Her er selskabet involveret i bl.a. olie- og gasudvinding, produktion og salg af benzin og diesel samt udvikling af biobrændsel og flydende naturgas. I alt har Shell 44.000 servicestationer i verden og producerer hver dag 3,3 mio. tønder olie og gas. Læs mere på www.shell.com.