DR Kommunikation

Birgitte Nyborg tager til US

Pressemeddelelse   •   Jun 09, 2011 08:31 CEST

Den amerikanske tv-station Link TV, der kan ses i 33 millioner amerikanske hjem, har netop skrevet kontrakt med DR Internationalt Salg om at vise første sæson af DRs dramaserie ’Borgen’, hvor Sidse Babett Knudsen har hovedrollen som statsminister.

Amerikanerne får endda de danske skuespillere præsenteret på skærmen med dansk tale og med undertekster – og det er helt usædvanligt, forklarer chefen for DR Internationalt Salg, Helene Aurø.

Sværmer normalt for "remakes"
”Jeg mener ikke, at DR tidligere har solgt en hel dramaserie til USA med dansk tale. Normalt er de mest glade for at lave såkaldte ”remakes”, og senest er DRs ’Forbrydelsen’ blevet lavet i en amerikansk version, som de viser lige nu derovre,”  siger hun.

DR Internationalt Salg har gennem flere år solgt dokumentarer til Link TV.   Kanalen har blandt andet har som sit mål at give seerne et globalt perspektiv på nyhederne og på kulturdækningen, ligesom man også viser internationale dramaserier.

Udover at Sverige, Finland og Norge har vist ’Borgen’ har DR Internationalt Salg solgt serien til den fransk-tyske kulturkanal ARTE, Letland og Island.   Og en lang række tv-stationer har lige nu serien til gennemsyn, fordi de overvejer at købe.

Nomineringer i Monaco
’Borgen’ og Sidse Babett Knudsen kommer for øvrigt endnu mere i rampelyset i denne uge, hvor serien er nomineret til en ’Guldnymfe’ i kategorien ’Bedste dramaserie’, og hun er nomineret som ’Bedste skuespillerinde’ ved Monte-Carlo Television Festival i Monaco.

Her er seriens producent Camilla Hammerich for øvrigt også både nomineret som ’Bedste internationale producent’ og ’Bedste europæiske producent’. Priserne bliver uddelt af Fyrst Albert fredag aften.