Miljøministeriet

Bisonen vender tilbage til dansk natur

Pressemeddelelse   •   Nov 30, 2011 17:26 CET

Miljøministeriet genindfører den europæiske bison på Bornholm. Bisonerne skal indgå i et avlsprogram, der skal redde arten fra at uddø.

I 2012 vil en lille flok af den europæiske bison blive transporteret fra Polen til skoven Almindingen på Bornholm. De i alt syv bisoner skal indgå i et avlsprogram, der skal redde den europæiske bison fra at uddø. Projektet, der har været fire år undervejs, bliver nu muligt takket være en bevilling på fire millioner kroner fra Villum Fonden.

- Vi gør en indsats for at redde Europas største vildtlevende pattedyr fra at uddø ved at forsætte avlsarbejdet på Bornholm. Vi skaber mere lysåben natur ved at lade bisonerne græsse i skoven. Og vi giver turisterne endnu en grund til at tage til Bornholm, for nu kan de også opleve bisoner i fri natur, siger miljøminister Ida Auken.  

Fuld adgang for offentligheden
De syv bisoner, seks køer og en tyr, skal leve de første fem år i en 200 hektar stor indhegning, hvor i alt seks kilometer hegn med låger og rister (såkaldte fæ-rister) skal sørge for, at øens trafik kan passere området. Offentligheden vil have fuld adgang til området, da den sky bison ikke er farlig for mennesker.

- Vi håber, at vi med denne bevilling kan være med til at skabe nogle gode rammer for det avlsarbejde, der skal sikre den truede europæiske bison fra at uddø. Det er et spændende projekt, der kan bidrage til at fremme den naturhistoriske bevidsthed og interesse hos de besøgende på Bornholm, siger Villum Fondens bestyrelsesformand Lars E. Kann-Rasmussen.

Bisonerne vil jævnligt blive kontrolleret af Naturstyrelsen og dyrlæger. Der vil blive indsamlet informationer om bisonens indvirkning på naturen, friluftslivet og dyrenes trivsel. Når projektperioden udløber, vil bornholmerne få mulighed for at beslutte, om øen fortsat skal have bisoner på Bornholm, eller om avlsarbejdet skal fortsætte i andre lande.

- Tilbage i 1920’erne var der næsten ingen vilde bisoner tilbage i Europa, men takket være et målrette avlsprogram baseret på 12 dyr fra europæiske zoologiske haver, så er det lykkedes at få en bestand på et sted mellem 2.500 og 3.000 dyr på benene. Jeg håber, at vores bisoner kan tiltrække en masse nysgerrige turister til Bornholm, så det både bliver en succes for bisonen og for bornholmerne. Vi glæder os i hvert fald til samarbejdet med turismens parter, siger Naturstyrelsens skovrider på Bornholm, Søren Friese. 

Naturstyrelsen bygger et sikkert hegn, som har alarmer, der går af, hvis der går hul på hegnet. Skulle dyrene flygte, vil de blive bedøvet og fragtet tilbage til indhegningen. 
 

Yderligere oplysninger:
Skovrider Søren Friese, Naturstyrelsen, tlf. 30 94 62 37, e-mail: sfr@nst.dkb
Biolog Erling Krabbe, Naturstyrelsen, tlf. 21 77 69 27, e-mail: ekr@nst.dk
Pressechef Mette Thorn, Miljøministeriet, tlf. 25 61 71 70, e-mail: mthor@mim.dk