FDM travel

Børnefamilier holder skiferien i Skandinavien

Pressemeddelelse   •   Nov 02, 2010 11:47 CET

Knap hver anden børnefamilie vælger fjeld frem for alper, når der skal spændes ski under fødderne i ferien. Det viser en ny undersøgelse, FDM travelhar foretaget blandt skirejsende. Mens skiferien uden børn lige så ofte går sydpå som nordpå, forholder det sig anderledes, når familiens yngste skal med. 
I undersøgelsen svarer 46 pct., at de helst tager på skiferie i Skandinavien, når børnene skal med. Omvendt foretrækker godt hver fjerde, 28 pct., at tage sydpå til enten Alperne eller de italienske Dolomitter. Det selvom halvdelen af de adspurgte er enige om, at sneen er bedst sydpå.

”Både Norge og Sverige byder på store skisportsanlæg, hvor man finder pister i alle niveauer. Også til børn. Samtidig ligger stederne knap så langt væk som eksempelvis de østrigske, hvilket gør det mere overkommeligt for børnefamilier at nå, uden at skulle bruge alt for mange timer på transport. Det er helt givet noget som spiller ind, når familierne planlægger skiferien,” siger udviklings- og salgschef i FDM travel, Line Danvad.

Undersøgelsen viser også, at skiferie også er kør-selv ferie. Hele 71 pct. svarer, at de pakker bilen, når de skal på skiferie, og at det i høj grad er familien, der sidder på bagsædet, når de triller af sted. For tre ud af fire (76 pct.) er skiferie noget, der oftest holdes med familien. Det er absolut noget, man mærker hos FDM travel.

”Aktive ferier som skiferie er en god måde at være sammen på, og hvor hele familien kan være med. Det kan vi klart mærke på efterspørgslen på familievenlige destinationer.
Og med fine skisportssteder i Norge og Sverige som nemt kan nås, er det oplagt at køre selv, med den fleksibilitet det giver,” siger Line Danvad.

Ifølge hende betyder den relativt korte afstand til skisportssteder i Norge og Sverige, at flere tager på mere end en skiferie på en sæson. Enten som en hel ekstra uge eller bare en forlænget weekend eller to på ski.

I alt 629 deltog i undersøgelsen.

Læs mere om skiferie og se FDM travels test af skihjelme på www.fdm-travel.dk/skiferie. Få også gode råd til kør-selv ferien på www.FDM.dk.

FDM travel er grundlagt i 1950 og er specialist i individuelle rejser. 255.000 valgte i 2009 at rejse med FDM travel. FDM travel har bureauer i 10 danske byer og beskæftiger 140 medarbejdere. FDM travel er ejet af FDM, der med 240.000 husstande er Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation.