Region Sjælland

Borgere fører ordet på klimatopmøde

Pressemeddelelse   •   Sep 17, 2010 09:15 CEST

Borgere fra hele Region Sjælland bliver i disse dage personligt inviteret til Region Sjællands Borgertopmøde om klima. Borgertopmødet er det hidtil største om klimaudfordringen og foregår i Haslev Hallerne lørdag den 30. oktober.

På mødet, der arrangeres sammen med Teknologirådet, har borgerne ordet, og de deltagende politikere får denne gang rollen som tilhørere! TV-vejrværten Jesper Theilgaard sparker dialogen i gang med et indlæg om sit syn på klimaudfordringerne: Hvad er fup, hvad er fakta, og hvad er det, som sker med vores vejr og klima?

Klimaspørgsmålet bekymrer ifølge nye meningsmålinger borgerne mere end finanskrisen, og på Borgertopmødet får de lejlighed til at diskutere klimaudfordringen og komme med deres bud på, hvad der er vigtigt at prioritere i fremtiden.

”Ambitionen er, at Region Sjælland vil gå foran på klimaområdet og blive en førende klimaregion i Europa. Dette kan kun lade sig gøre hvis borgerne vil være med og give deres bud på løsninger og nye ideer”, siger Eva Levinsen, formand for Bæredygtighedsudvalget i Region Sjælland.

Diskussionerne på dagen vil primært handle om hvordan CO2 udslippet kan reduceres. Vil man investere i en el-bil eller skal flere benytte de offentlige transportmidler? Også energiindretningen af vores boliger vil blive sat til debat – skal vi ændre vores adfærd derhjemme og bruge mindre energi. Man kunne også have en minivindmølle i baghaven og solceller på taget. Hvad er det for en energifremtid vi går i møde, og har borgerne nogle gode ideer til, hvordan den skal indrettes?

En udstilling om klimaprojekter i regionen er med i Haslev Hallerne – med inspiration til borgerne og til en bæredygtig fremtid i regionen. Der fremvises el-biler, solceller, bæredygtige elementer til byggeriet og meget mere.

Regionsrådspolitikere og en række af kommunernes politikere vil være til stede og lytte til borgernes meninger og dialog. Først den 22. november får politikerne selv ordet, når de følger op på ideerne fra Borgertopmødet ved et politisk møde med deltagelse af både medlemmer af Folketinget, medlemmer af Europaparlamentet, borgmestre, kommunalpolitikere og regionsrådsmedlemmer.

 

Læs mere om borgertopmødet påwww.regionsjaelland.dk/borgertopmoede2010 .

 

Yderligere oplysninger:

Eva Levinsen
Formand for Bæredygtighedsudvalget i Region Sjælland
Tlf.: 61 38 33 51

Om Borgertopmødets form og indhold:
Projektleder i Teknologirådet Anne Funch Rohmann
Tlf.: 33 45 53 64

Om Region Sjællands initiativ:
Projektleder Noel Brings Jacobsen
Tlf.: 57 87 58 61