Det Kriminalpræventive Råd

Borgerne er med til at knække indbrudskurven

Pressemeddelelse   •   Jan 25, 2016 09:10 CET

I 2009 blev der anmeldt 48.614 indbrud i danske hjem. Danmarks Statistiks tal for 2015 viser, at antallet af anmeldte indbrud er faldet med 32 procent de sidste seks år. Opmærksomme naboer er en del af forklaringen.

Indbrudskurven toppede i 2009 efter en årrække med en voldsom stigning af uindbudte gæster i danske hjem. De sidste seks år er tendensen heldigvis vendt, og i 2015 var antallet af indbrud nede på 32.974. Sammenlignet med 2014, hvor der blev anmeldt 36.628 indbrud, er det et fald på næsten 10 procent. Og sammenlignet med 2009 er det et fald på 32 procent.

Nabohjælpere kan gøre forskellen
”Vi er meget glade for endnu et år med fald i antallet af indbrud i Danmark. Med til forklaringen er helt sikkert, at vi er blevet flere opmærksomme naboer. Men vi ligger stadig højt i de europæiske statistikker og vil derfor rigtig gerne have, at flere tager snakken om, hvordan man effektivt og ved simple metoder kan hjælpe hinanden med at forebygge indbrud”, udtaler Lone Harlev, Projektleder for Nabohjælp fra Det Kriminalpræventive Råd (DKR) og TrygFonden.

De to organisationer har siden 2012 arbejdet på at få flere danske til at yde aktiv nabohjælp og til at være mere opmærksomme, når de færdes i deres boligkvarterer. ”Vi læner vi os op ad international forskning, der viser, at opmærksomme naboer kan forhindre op til hvert 4. indbrud. Med Nabohjælp får danskerne altså et værktøj, der effektivt kan forebygge nogle af de mange indbrud, som vi desværre fortsat ser i Danmark” udtaler Christoffer Elbrønd, Projektleder i TrygFonden.

Cirka 149.000 brugere har tilmeldt sig ordningen, der udover klistermærker til døre og postkasser, der viser at her er der opmærksomme borgere, også giver adgang til et gratis advarselssystem.

”Mange der tilmelder sig til Nabohjælp på www.nabohjælp.dk oplever, at det er lidt lettere at banke på naboens dør og fortælle, hvornår deres bolig har brug for opmærksomme øjne. De mørke vinter måneder er stadig en populær sæson for indbrudstyvene, så det er en god idé at komme i gang med nabohjælpen, inden man måske skal af sted på vinterferie”, lyder det fra Lone Harlev.

Gør det svært for tyven:

  • Aftal med naboen, at de skubber posten ind ad brevsprækken, fylder skraldespanden eller parkerer deres bil i jeres indkørsel.
  • Tilmeld dig og brug Nabohjælp.dk eller Nabohjælps-app’en til at koordinere nabohjælpen.
  • Gør din bolig synlig: Undgå høje hække, træer og stakit.
  • Brug evt. tænd/sluk-ure til lys og radio, så det ser ud som om, der er nogen hjemme.
  • Skab også god belysning omkring boligen – så har tyven sværere ved at komme uset ind i boligen.
  • Værdifulde genstande bør ikke kunne ses udefra. Mange tyve spotter værdigenstande gennem vinduer.
  • Sørg for gode låse på hoved-, bag- og havedøre. Vejen ud af huset er ligeså vigtig som vejen ind i huset.
  • Lås dit skur eller ryd op så der ikke ligger redskaber i haven. Nogle indbrudstyve medbringer ikke værktøj, men finder det på gerningsstedet.
  • Rod gerne med legetøj i haven og opvask på køkkenbordet. Så ser det ud som om, der er nogen hjemme.
  • Lås dørene inde i huset, når I tager væk i længere tid. Så bliver det besværligt for tyven at komme rundt i hans søgen efter værdigenstande.
  • Gardiner, der er trukket for, gør det sværere at vurdere, om der er nogen hjemme, men ”indhyl” ikke hele hjemmet i gardiner.
  • Vær opsøgende og nysgerrig, når du færdes i dit boligområde og møder fremmede mennesker.
  • Hvis du gemmer dine værdigenstande, så prøv at finde på nye gemmesteder i rum, som tyvene ikke er lige så interesseret i (køkkener, badeværelser, bryggers osv).

Læs mere om Nabohjælp på www.nabohjælp.dk, eller hvordan du sikrer din bolig på www.dkr.dk.

Nabohjælp fra Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden
Nabohjælp handler om at forebygge indbrud og skabe tryghed og trivsel for borgerne. Når borgerne bliver mere opmærksomme i deres boligområder, øges opdagelsesmulighederne og derved risikoen for tyvene. Det får dem til at opgive deres forehavende, men giver også borgerne en følelse af kontrol over eget liv i og med, at de selv kan gøre noget for at forebygge kriminalitet. Derudover handler Nabohjælp fra DKR og TrygFonden om, at vi via Nabohjælp kan skabe en større social sammenhængskraft i vores boligområder, og dermed øge trivsel og den oplevede tryghed.

TrygFonden og DKR
TrygFonden og Det Kriminalpræventive Råd har indgået et ambitiøst samarbejde. Målet er at nedbringe kriminaliteten og øge trygheden i Danmark ved bl.a. at engagere borgerne og ved at skabe ny viden om kriminalitet og forebyggelse, som styrker de professionelle i deres arbejde.