Kulturministeriet

Borgerne strømmer til folkebibliotekerne

Pressemeddelelse   •   Jul 10, 2012 15:39 CEST

Antallet af besøgende på bibliotekerne stiger, og flere borgere bruger bibliotekernes digitale tilbud. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik og Kulturstyrelsen.

Med en stigning på over 150.000 besøgende i forhold til 2010 er folkebibliotekerne et af de mest benyttede kulturtilbud i Danmark. I mange år er der sket et fald i antallet af betjeningssteder, men i 2011 skete der en stigning fra 525 til 544. Det skyldes især, at antallet af servicepunkter, hvor man kan aflevere og afhente bøger, er øget. 

Indsatsen for at indfri den nationale strategi for folkebibliotekerne bærer dermed frugt. Der er kommet længere åbningstider, flere betjeningssteder og arrangementer, og der er sket en udvidet og forbedret adgang til bibliotekernes digitale indhold som f.eks. e-bøger, film og musik. Der var i 2011 1 million flere downloads fra bibliotekernes sider end året før, og mange flere biblioteker stiller f.eks. e-bogslæsere til rådighed for borgerne.

Folkebiblioteksstatistikken og Biblioteksbarometer 2011 viser altså tydelige tendenser til flere tilbud fra bibliotekerne og øget brug af tilbudene. 

Læs Kulturstyrelsens gennemgang af udviklingstendenserne