FOA

Brandfolkenes sikkerhed skal garanteres

Pressemeddelelse   •   Feb 08, 2011 07:27 CET

For anden gang på kort tid bliver de københavnske brandmænd udsat for angreb og stenkast, når de udfører deres opgaver. FOA kræver en garanti for brandfolkenes sikkerhed.

Københavns politi og kommune må sætte ind med en hurtig og særlig indsats og sikre, at de seneste episoder bliver enlige svaler.

”Der findes aftaler mellem myndighederne om, hvem der har ansvaret, når der er optræk til optøjer, men de virker åbenbart ikke efter hensigten. Det må derfor strammes op, og politiet må fremover sikre brandmændene mod overgreb, så ingen kommer til skade”, siger Reiner Burgwald, sektorformand i FOA.

Han peger på, at episoderne er udtryk for, at de unge i nogle af Københavns mest socialt belastede boligkvarterer ikke forstår brandmændenes ansvar og opgaver. Brandmændene har alene til opgave at sikre, at ingen personer kommer til skade under en brand og i næste omgang undgå større materielle skader end uundgåeligt.

”Brandmændene har ikke til opgave at stoppe uro og optøjer, det er politiets ansvar. Der er behov for, at der sættes turbo på nogle af ideerne bag Sikker-by konceptet. Her er brandvæsnet tiltænkt en særlig opgave i forhold til unge med problemer, eller med risiko for at løbe ind i problemer.”

Reiner Burgwald mener, at en tættere dialog og et personligt kendskab til brandmændene og deres opgaver, både på kort og lang sigt, vil kunne være med til at forebygge gentagelser af, de oplevede overgreb.

”At brandmændene løber en erhvervsmæssige risiko for at komme til skade under slukning af en brand, siger sig selv. Men at stenkast og lignende skal forårsager skader på brandmændene, er helt uacceptabelt.”

Han mener ikke, at information og oplysning gør det alene, men det kan være med til at bane vejen for større forståelse blandt de utilpassede unge.

”Der må sættes ind med aktiviteter, der gør brandmændene til det, de reelt bør være blandt de unge i de socialt belastede områder: Rollemodeller og nogen man ser op til og respekterer.”

Flere kommentarer

Sektorformand Reiner Burgwald, telefon: 20484967

» Hent billede i høj opløsning