Tivoli A/S

Brug bolden i Tivoli

Pressemeddelelse   •   Jun 01, 2011 10:21 CEST

Det hele kulminerer søndag den 12. juni kl. 16, når bolden fra Faxe Kondis store dribletur ”Fra Skagen til København” ender sin lange rejse gennem Danmark på Plænen i Tivoli. Det fejres med et storslået show på scenen, hvor komikeren Uffe Holm er vært og Rune RK står for musikken.

I weekenden den 11. – 12. juni bliver der driblet, sparket og lavet jubelscener i Tivoli, når der på Plænen er masser af underholdning med bolden i fokus. Havens gæster kan blandt andet måle, hvor hårdt de kan sparke, spille fodbasket eller udfordre nogle af Danmarks bedste boldjonglører i fodboldtricks og fodtennis.

Der er også masser af underholdning for de mindre aktive gæster i form af fodboldturneringer, musikunderholdning og en showkamp med stjerner som familien Laudrup, Lars Høgh og Mads Mikkelsen.

En lang dribletur ender i Tivoli
Bolden fra Faxe Kondis store dribletur ”Fra Skagen til København” ender sin cirka 790 kilometers lange rejse søndag den 12. juni på Plænen i Tivoli. Det fejres med et stort finaleshow, hvor publikum kan opleve nogle af Danmarks bedste boldkunstnere, kikkertkamp, parkour, smukke cheerleaders, musik med Rune RK og meget andet. Den altid veloplagte komiker Uffe Holm er vært, og hele showet foregår naturligvis med bolden i centrum.

Når bolden lander på scenen i Tivoli, har den været 24 dage undervejs på sin rejse gennem Danmark, og mange tusind danskere har hjulpet til med at få bolden hele vejen fra det nordlige Jylland til Tivoli i København. De mest originale lokale deltagere kan undervejs sikre deres lokale idrætsforening 10.000 kroner. Det er uanset sportsgren og fremgangsmåde. Eneste krav er, at støtten kommer de lokale sportsklubber til gode. Vinderne inviteres med til finaleshowet i Tivoli.

”Det er oplagt at sætte fokus på netop breddeidrætten, når vi med dribleturen slår på tromme for, at boldspil er for alle, og at kun fantasien sætter grænser. Faxe Kondi har siden sin fødsel haft stærke bånd til sport og fodbold i særdeleshed, og den tradition prøver vi blandt andet at videreføre ved at inspirere danskerne til at spille bold andre steder end på grønsværen,” siger Kim Villadsen fra Faxe Kondi.

Samlingspunktet for ”Fra Skagen til København” er www.facebook.com/faxekondi , hvor du kan læse mere.

Alle aktiviteter er gratis for Tivolis gæster, når entréen er betalt.

Program 
Lørdag 11. juni
Kl. 11:30  Start på fodboldturnering for 10 - 12-årige 
Kl. 12:30  Udfordr en boldjonglør med dine bedste tricks
Kl. 14:00  Start på fodboldturnering for 13 – 14-årige 
Kl. 14:30  Udfordr Fodboldfabrikkens hold i fodtennis
Kl. 15:30  Opvisningskamp med Fodboldfabrikkens Allstar hold

Søndag 12. juni
Kl. 11:30 Start på fodboldturnering for 15 - 16-årige
Kl. 12:30 Udfordr en boldjonglør med dine bedste tricks
Kl. 13:00 Udfordr Danmarks bedste bordfodboldspillere
Kl. 13:30 Udfordr boldjonglørerne i fodtennis
Kl. 15:30 Showkamp med Laudrup & Høgh Allstars
Kl. 16:00 Bolden fra Danmarks længste dribletur ankommer til Tivoli, og finaleshowet starter

Med venlig hilsen
Tivoli,
Mikkel Pedersen, pressemedarbejder
Tlf: 22720515, mail: map@tivoli.dk