Bushcraft.dk

Bushcraft - En ny friluftshobby spirer frem fra skovbunden

Pressemeddelelse   •   Feb 03, 2014 15:18 CET

Mange af os nyder en skovtur, men nogle mennesker bringer skovturen til et helt nyt niveau. De overnatter uden telt i bidende frost, de bygger shelter af tilhuggede stammer, supplerer maden med planterødder og tænder bål med flint og friktion. Det handler om Bushcraft, som betyder noget i retning af vildmarksfærdigheder, dvs. de evner og teknikker der sætter en i stand til at leve i naturen, af naturen og på naturens præmisser.

Buschcraft er for alle der nyder at være i naturen - For dem som synes det er udfordrende at leve simpelt, eller spændende at bruge primitive metoder fra fortiden. Der er ingen forudgående krav til evner eller mængden af udstyr i denne hobby. Nogen tager i skoven for at overnatte op af bålet med uldtæppe, og spiser af udskårne træskåle, mens andre bruger hængekøjer med soveposer, og tilbereder mad i titaniumsbeholdere.

Det handler nemlig ikke om at skulle leve primitivt eller ”overleve” helt uden hjælpemidler, men om at tillære sig evnerne så det er muligt. Og hvor behagelige man gør sig det, mens man lærer, det er helt op til den enkelte. Der findes faktisk kun én ”regel”, nemlig at alt skal foregå med respekt for naturen – ”Leave no trace” kaldes det.

Kernen i Bushcraft er dog, at jo mindre udstyr man har med, jo flere færdigheder og egenskaber har man brug for. Og evnen til at improvisere med det man har, er essensen i en livslang uddannelse, hvor man hele tiden forbedrer sine færdigheder, og tilegner sig nye egenskaber. Det gælder eks. evnen til at tænde bål med ildbor, smede sin egen kniv, bygge shelter eller udnytte spiselige planter og dyr i nature.

Bushcraft dækker således over en række forskellige emner, og mange vælger da også at fordybe sig en gren af bushcraft, eks. ildtænding, shelter, madlavning, deciderede overlevelsesteknikker, at lave eget udstyr osv. Dermed er det et individuelt valg, hvor eks. nogle områder holdes helt primitive, mens andre suppleres op med moderne udstyr.

Bushcraft er stort i bl.a. USA og UK med tusindvis af “bushcraftere”, store træf, kurser og fællesskaber, men det er stadig relativt nyt i Danmark. Den stigende interesse for at være mere uafhængig af vores “normale” samfund, og lysten til at trække stikket ud af den travle hverdag, har dog skabt stor tilgang det seneste år. Det kan bl.a. ses på bushcraft.dk, et forum hvor mere end 250 nye medlemmer har skrevet over 10.000 indlæg det seneste år, og hvor der også netop er kommet en Bushcraft-butik til.

Til medier og journalister der vil se mere

I forbindelse med denne pressemeddelelse inviteres du/I til et par timers presse-besøg i en Bushcraft-lejr d. 8. februar lidt nord for Århus. Her mødes 30 mennesker i en skov for at tilbringe weekenden med at forbedre de færdigheder, som sætter en i stand til at klare sig i naturen med et minimum af udstyr. Kontakt os hvis det har interesse.

For mere information:
Kontakt Jesper Hede på telefon 28 91 89 98 eller mail kontakt@bushcraft.dk

NB: Ved brug af vedhæftet billede - Foto: ANRUF.dk