Region Syddanmark

Café bliver til Kulturhus

Pressemeddelelse   •   Sep 22, 2010 09:13 CEST

Diskoteker, fællesspisninger, eventyrlæsning og teater kan blive en del af hverdagen for beboerne på botilbuddene Engbo, Skovhuse og Lilleskov. Strandcaféen skal nemlig omdannes til et kulturhus, hvor beboerne såvel som personale skal kunne mødes til en lang række forskellige aktiviteter og kulturelle arrangementer.

Kulturhuset holder derfor åbningsreception d. 2. oktober 2010 fra klokken 14:00 - 16:00 på Helgetoftevej 1, 5800 Nyborg.

H.C. Andersen Paraden vil underholde de besøgende med et eventyrligt musikalsk show bestående af 20 af de kendte eventyrfigurer, og selveste H. C. Andersen vil klippe snoren til Kulturhuset over. Der vil blive serveret pindemadder og små forfriskninger til områdets beboere, pårørende og personalet.

Kulturhuset skal være et livligt samlingssted for alle beboerne på beboernes præmisser. Kulturhusets tilbud skal skabe grobund for et spændende og dynamisk fritidsliv for beboerne, og arrangementerne skal udvikles i samarbejde med beboerne og personalet.

Huset vil være åbent seks eftermiddage og én aften om ugen, og stedet vil blive drevet af aktivitets- og samværstilbuddet Østerhuse i tæt samarbejde med områdets beboere.

Kulturhuset erstatter Strandcaféen, der tidligere har solgt frokostboller, grillmad og slik til områdets beboere, personale og andre borgerne i Nyborg. I Kulturhuset vil brugerne dog stadigvæk have mulighed for at købe kaffe og eventuelt et stykke kage.

Yderligere oplysninger fås hos:
Carl Lykke Jensen, Forstander på Østerhuse - Mobiltelefon 2949 3940