Isobar

Castello vil have unge til at spise ost til fest

Pressemeddelelse   •   Nov 30, 2011 10:23 CET

Castello ost er en klassiker i sin modne målgruppe, men nu har osten behov for et nyt og yngre image for at tiltrække de unge.

”Dem, der i dag spiser Castello, er modne mennesker, og vi har svært ved at tiltrække de yngre forbrugere. Derfor har vi behov for at bruge andre midler og flytte Castello ud af dets lidt satte image” fortæller Henrik Biilmann, Category Director hos Arla om baggrunden for den nye kampagne.

Det er ikke nogen nem udfordring at få de unge til at opfatte Castello som en naturlig del af en god fest, og det krævede derfor mod fra Arlas side at kaste sig ud i noget nyt. Udfordringen blev givet videre til mediebureauet Carat, som har stået for idé og strategi.

”Vores forbrugeranalyser viste, at hvis vi skal engagere de unge, så må vi være, hvor de er og møde dem, når de er afslappede og i godt humør – og i særdeleshed skabe nogle rammer, som de kan relatere sig til” fortæller Trine Hesselund Hopp Møller, Client Service Director hos Carat.

Fokus på aktivering og involvering

Castellos kampagne taler derfor direkte til de unge med fredagsbarer og fester. Kampagneuniverset lå fast fra starten, idet det følger Castellos globale kampagneunivers: Et rokokomiljø med moderne twist.

For at aktivere og involvere de unge i brandet blev Facebook omdrejningspunktet i kampagnen og massivt understøttet med events på videregående uddannelsesinstitutioner. Digital reklamebureauet Isobar sørgede for den digitale involvering: De studerende kunne på Facebook stemme på deres foretrukne studiebar og her uploade billeder og videoer af den. Samtidig stod piger i rokokokjoler på udvalgte studiesteder landet over og uddelte flyers.
Bartendere bar en særlig Castello t-shirt, plakater og postkort blev uddelt, og på fire uddannelsesinstitutioner blev der optaget film, hvor studerende spiser ost – film, der nu ligger på Facebook.

”Det var bærende for kampagnen at møde de unge face-to-face for at involvere dem, give dem en oplevelse med brandet og skabe trafik ind til Facebook” fortæller Berit Olsen fra sponsor – og eventbureauet Promovator, som eksekverede kampagnen på uddannelsesinstitutionerne.

Castello fejrer Danmarks fedeste studiebar d. 25. november

Kampagnen kulminerer i dag fredag d. 25. november, hvor ’Hegnet’ på DTU kan fejre, at de
er blevet kåret til Danmarks fedeste studiebar. Her vil de unge feste med Castello
ost på bordene, DJ’en Kenneth Bager står bag mixerpulten, og piger i rokokokjoler med højt hvidt hår tager imod de unge ved den røde løber.

Arla tilfredse med responsen

Kampagnen er blevet til gennem et tæt samarbejde mellem mediebureauet Carat, digital reklamebureauet Isobar og sponsor- og eventbureauet Promovator – alle bureauer i Aegis Media bureaugruppen.

Hos Arla er der stor tilfredshed med kampagnen.

”Kampagnen ligger en del over målsætningen m.h.t. likes og aktivitet, så vi er meget tilfredse med responsen. Nu er vi spændte på at se, om vi får flere yngre forbrugere til at købe osten, men det er endnu for tidligt at sige, om det er lykkedes for os” slutter Henrik Biilmann fra Arla.

Isobar er et full-service digitalt reklamebureau. Vi gør outdoor, TV og print levende.