Center for Energibesparelser

Center for Energibesparelser - Vi vil have grønne vaskemaskiner med blå mærker

Pressemeddelelse   •   Okt 19, 2010 20:26 CEST

Når vaskemaskinen står af, går forbrugerne efter en grøn erstatning, der er billigst i længden. Center for Energibesparelser (CFE) har undersøgt vores vaner, når vi køber hårde hvidevarer og A-pærer. Øverst på ønskesedlen står pris, energiforbrug og tydelig energimærkning. Et ønske, som CFE og en række butikskæder landet rundt vil opfylde fra den kommende uge i kampagnen ”Smutveje kan koste dyrt. Køb billigst i længden”.

Vis os vejen til energivenlige hårde hvidevarer, så vælger vi dem. Det er en af konklusionerne på en undersøgelse af forbrugernes smag for hårde hvidevarer og A-pærer. Undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet Userneeds for CFE.

”Vi har undersøgt forbrugernes indkøbsvaner som led i en landsdækkende butikskampagne, der går i luften her i efterårsferien. Kampagnen går netop ud på at hjælpe forbrugerne med at finde de mest energieffektive produkter med Energisparemærket,” siger Anders Hjorth Jensen, projektleder i CFE.

Billigst i længden er et hit
Rigtig mange forbrugere går i dag efter det grønne valg, når de køber hårde hvidevarer. Faktisk går 80 procent efter det produkt, som er billigst i længden, det vil sige koster mindst, når pris og energiforbrug er lagt sammen.

Selvom hovedparten af de danske hjem har internet og computer, køber forbrugerne stadig hårde hvidevarer ude i butikkerne. Næsten 60 procent foretrækker den fysiske butik frem for internetbutikken. Særligt er det specialbutikker for hårde hvidevarer, forbrugerne søger til.

Køb af hårde hvidevarer er langtfra noget, forbrugerne kaster sig hovedløst ud i. Tre ud af fire søger viden om produkter på internettet, inden de går ud i butikkerne. 33 procent læner sig op ad anmeldelser og test af hårde hvidevarer i forbrugerblade. Kun hver tiende vil gå uforberedt ud og købe et nyt køleskab eller en ny vaskemaskine.

”Forbrugerne er tydeligvis velforberedte, når de køber hårde hvidevarer. Alligevel ønsker hele 83 procent, at butikkerne gør mere for at guide dem i retning af de mest energivenlige produkter. Det ønske hjælper vi gerne butikkerne med at imødekomme med butikskampagnen for det blå Energisparemærke,” siger Anders Hjorth Jensen.

Undgå dyre smutveje
Kampagnen omfatter alle varer med energimærker, med særligt fokus på køleskabe, frysere, vaskemaskiner, varmepumper og A-pærer. Budskabet går på, at smutveje kan koste dyrt, og at energivenlige produkter er billigst i længden.

For forbrugerne betyder kampagnen, at de får lettere ved at finde energieffektive varer ude i butikkerne.”Vi vil gerne støtte op om de butikker, der arbejder for at fremme salget af energivenlige produkter. Butikskampagnen udspringer af vores gode samarbejde med detailhandlen, som er glad for vores viden og støtte,” siger Anders Hjorth Jensen.

”Fra tidligere kampagner ved vi, at det betaler sig at sætte fokus på energieffektive varer. Det kan øge omsætningen med så meget som 15 procent, så kampagnerne kan aflæses direkte i salgstallene,” tilføjer han.

Stort kendskab
Rigtig mange forbrugere kender de forskellige energimærker på markedet. For eksempel kender 70 procent Energisparemærket, som CFE står bag. Heraf ved 85 procent, at mærket tilfalder produkter med det laveste energiforbrug.

Undersøgelsen viser også, at forbrugerne ser energimærker som en garanti for, at de køber de mest energivenlige produkter.

Samtidig mener hver tredje, at det giver god samvittighed at købe grønne hårde hvidevarer.

Fakta om undersøgelsen
Det er analyseinstituttet Userneeds, som har udarbejdet undersøgelsen for CFE. I alt medvirker flere end 1.000 danskere i undersøgelsen, vægtet på køn, alder og geografi. Dermed er undersøgelsen repræsentativ for den danske befolkning.

Data blev indsamlet via internettet i perioden fra den 20. september til den 8. oktober 2010.