Coop

Coop klar med første online magasin om ansvarlighed

Pressemeddelelse   •   Sep 28, 2010 10:32 CEST

Danmarks første økologiske og svanemærkede undertøj, verdens eneste svanemærkede legetøj og en generalsekretær og direktør der sammen vil udvikle verden.

Alle tre historier kan læses i den første udgave af online magasinet Omtanker, som er det seneste ansvarligheds-initiativ fra Coop.

”Vores vision er at være den dagligvarevirksomhed i Danmark, som er mest ansvarlig. Med Omtanker vil vi vise forbrugerne, at det kan være nemt at handle ansvarligt i dagligdagen”, siger CSR-chef Katrine Milman, Coop. ”Med baggrund i en over 100 år gammel historie, der bygger på ansvarlighed, kan vi i dag tilbyde vores kunder en lang række ansvarlige varer”.

I Omtanker præsenteres bl.a. en række nye produkter i Coops eget omtankebrand Änglamark - heriblandt økologisk og svanemærket undertøj, servietter, der bærer både svanemærket og FSC-mærket og elsparepærer med EU-blomstmærket.

Læserne får også indsigt i arbejdet med etisk handel gennem en artikel om Coop og FDBs samarbejde omkring FSC-mærkede træprodukter og i et interview med Red Barnets generalsekretær Mimi Jakobsen og Coops forbrugerpolitiske direktør Mogens Werge.

Coop offentliggjorde sidste efterår Ansvarlighedsplanen 1-4-40 og lancerede i dette forår virksomhedens første Ansvarlighedsrapport. Online magasinet Omtanker er en moderne og mere forbrugerorienteret måde at kommunikere arbejdet med ansvarlighed.

Læs magasinet Omtanker på www.coop.dk/vigørhvadvikan

Coop består af kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og Fakta.

Yderligere information: CSR-chef Katrine Milman, Coop, telefon 5159 3450

http://www.coop.dk

Pressekontakt
Jens Juul Nielsen
4386 4468 


Coop Danmark
Roskildevej 65
2620 Albertslund
Danmark