Geo

CRYOREM – GEO DELTAGER I NYT FORSKNINGSPROJEKT STØTTET AF INNOVATIONSFONDEN

Pressemeddelelse   •   Jan 04, 2017 12:08 CET

Over de næste fire år vil Geo samarbejde med GEUS, Orbicon, Frisesdahl og Region Hovedstaden om at videreudvikle og teste en helt ny frysemetode til oprensning af klorerede opløsningsmidler i moræneler. Geo er ansvarlig for pilotforsøget, hvor der udføres in situ forsøg på en grund, forurenet med klorerede opløsningsmidler.

CryoRem er en helt ny teknologi, der udnytter fryseprocesser til at opnå effektiv kontakt til forurening i lerjord ved hjælp af en særlig fryseteknik. Metoden forventes at kunne anvendes til at nedbryde forurening in situ. Derudover anslås det, at metoden er op til 50% billigere end eksempelvis termal oprensning, der anvender varme til at dampe forureningen ud af jorden. Forskningsprojektet er støttet af innovationsfonden med 5 millioner kr.

Seniorprojektleder Knud Erik Klint, som er Geo’s projektleder på projektet, forklarer: ”Målet er en gradvis, langsom nedfrysning af jorden, hvor jorden fryses ned til imellem -1 og -30 grader celsius tættest på frysesonden. Den langsomme nedfrysning tillader transport hen imod frysefronten i den ikke frosne del af leren i modsætning til en hurtig nedfrysning. Forenklet fortalt sker processen ved, at der etableres boringer i et grid på den grund, der skal oprenses. I borehullerne installeres metalrør, som i et lukket system tilføres nedkølet væske. Kølevæsken, der typisk består af sprit, er sikret i det lukkede system, således at udsivning til jorden ikke sker. Rundt om boringerne tilføres stoffer i en vandbaseret opløsning, som skal nedbryde forureningen og uskadeliggøre den. Kulden er effektiv til at ”suge” disse uskadeliggørende stoffer hen til forureningen, hvor de går i kemisk reaktion med forureningen og nedbryder den in situ – dvs. direkte i jorden.”

CryoRem

Fordelene er mange

Indledende resultater påviser, at det er muligt at skabe et tæt netværk af sprækker i leren ved en langsom nedfrysning med en særlig teknik. Og endnu vigtigere viser forsøgene hvordan væske ledes meget hurtigt igennem selv fed, massiv ler på grund af den kapillære sugeeffekt, som opstår under frysningen.

”Forsøg med sporstoffer indikerer også, at reaktive stoffer kan iblandes væsken og ved hjælp af frysningen ledes effektivt hen til forureningen i lerjorden. Særlige fordele ved metoden er, at den kan anvendes på stor dybde og i svært tilgængelige områder, hvor afgravning af den forurenede jord ikke er mulig, som eksempelvis i byer,” fortæller Knud Erik Klint.

Derudover kan metoden vise sig at være mere bæredygtig end nogle termale løsninger, på grund af et forventet lavere energiforbrug.

Stort potentiale

I Danmark er klorerede opløsninger en af vor tids helt store miljøsyndere. Det anslås, at der i Danmark er 1500 forurenede grunde, hvoraf 1300 af dem er beliggende i Region Hovedstaden. I udlandet udgør klorerede opløsningsmidler også et stort problem, idet de er kræftfremkaldende og truer både grundvand og indeklima. Der eksisterer således et stort forretningspotentiale for teknologien – også uden for Danmarks grænser.

Forskningsprojektet har til formål at videreudvikle og teste den patentansøgte teknologi, som i projektets afsluttende faser planlægges testet in situ på en forurenet grund med efterfølgende kommerciel anvendelse af metoden.

Det er med GEUS som projektleder, Geo og Orbicon som rådgivere, Frisesdahl som entreprenør og Region Hovedstaden som slutbruger, at innovationsfonden har bevilliget midler til et fælles forskningsprojekt.

Læs mere om projektet: https://ing.dk/artikel/fryseteknologi-skal-lette-rensning-forurenet-lerjord-190697

Geo er en rådgivende ingeniørvirksomhed, der tilbyder Danmarks mest omfattende ekspertise inden for jord og vand.

Vi leverer komplet rådgivning – inkl. felt- og laboratorieundersøgelser, design og projektering, kontroller og tilsyn samt kvalificeret dokumentation.

Geo arbejder både til lands og til vands, i indland og udland.

Vi løser selv de mest komplekse opgaver inden for byggeri, anlæg, industri, energi- og vandforsyning.

Geo er en privat, erhvervsdrivende fond.

Besøg vores hjemmeside her