Dansk Erhverv

Cykel-VM gav flere turistovernatninger i september

Pressemeddelelse   •   Nov 08, 2011 17:35 CET

De nyeste overnatningstal fra Danmarks Statistik viser en pæn fremgang på 5 pct. i september set i forhold til samme måned sidste år - hovedårsagen er cykel-VM. Meget positivt for Danmark som turistmål, vurderer Dansk Erhverv.

I september steg overnatningerne på hoteller, feriecentre, campingpladser og vandrerhjem mv. med 99.000 eller 5 pct. i forhold til september sidste år. Væksten bliver især drevet af flere hotelovernatninger øst for Storebælt.

”Efter en våd sommer viser overnatningstallene for september heldigvis en pæn fremgang, som ikke mindst kan tilskrives de mange turister i forbindelse med cykel-VM i København og omegn midt i september. Så selvom mange københavnere var trætte af, at en stor del af trafikken var spærret af i forbindelse med VM– ja så viser de nye overnatningstal, at den danske økonomi nød godt af at lægge gader og veje til den store sportsbegivenhed,” siger Mette Feifer, markedsdirektør i Dansk Erhverv.

”Sport Event Danmark har tidligere estimeret en merindtægt på et par hundrede millioner kroner, og det bekræfter overnatningstallene,” siger hun.

Flest nordiske turister
“Fordelt på nationaliteter kan vi se, at der har været særligt mange norske og svenske overnatninger, hvilket bekræfter den såkaldte Thor Hushovd-effekt, mange talte om under VM, hvor vi forventede særligt mange nordiske turister for at heppe på den norske favorit,” siger Mette Feifer.

”Det er positivt med de store sportevents, der kan tiltrække turister til Danmark. Både på den korte bane, hvor et arrangement som cykel-VM giver masser af tilskuere, pressefolk mv., og på den lange bane, hvor store sportsbegivenheder kan bidrage til at øge kendskabet til Danmark. Hvis bare en promille af de flere hundrede millioner tv-seere til cykel-VM vælger at lægge ferien forbi Danmark, så bliver der tale om en milliardindtægt til den danske turisme,” siger hun.

Bedre rammevilkår til turisterhvervet
Mens overnatningstallene for hoteller steg i september, så er antallet af overnatninger på campingpladserne faldet, mens antallet af overnatninger på vandrehjem og i feriehuse er uændret.

Det peger ifølge Dansk Erhverv på, at der skal satses på at til at strække turistsæsonen i yderområderne og på at gøre det danske turismeprodukt mere attraktivt – ikke mindst ved at forbedre rammevilkårene for turisterhvervet.