Dagrofa

Dagrofa melder om fremgang for Frilandsgrisen

Pressemeddelelse   •   Jan 21, 2016 12:00 CET

Fødevarekoncernen Dagrofa oplever stigende efterspørgsel på kød med god dyrevelfærd. Alene i 2015 er salget af Frilandsgris gået syv procent frem i Dagrofas fødevaremarked, MENY det i et år, hvor det generelle salg af svinekød herhjemme er faldet.

Danskerne vælger i stigende grad ’den glade gris’ til, når de køber svinekød. Det viser 2015-opgørelser fra Dagrofas mere end 600 dagligvarebutikker herhjemme. Bare i MENY-kæden er salget af Frilandsgris steget syv procent sidste år. Det sker i en periode, hvor salget af svinekød generelt har været faldende i Danmark.

”Vi ser en tendens til, at forbrugerne bliver mere bevidste om dyrevelfærden. Udviklingen understreges af vores tal for salget af Frilandssvinekød i 2015, som er gået frem. Generelt oplever vi, at forbrugerne efterspørger fødevarer med det, du kan kalde holdning. Det ser vi i økologisalget, men også i salget af Frilandskød”, forklarer Markela Dedopoulos, kommunikationsdirektør i Dagrofa.

Frilandsgrisen bliver solgt via selskabet Friland, som er ejet af Danish Crown. I samarbejde med danske landmænd søger Friland og Dagrofa at fremme produktion og salg af fødevarer, hvor der er taget ansvarlig stilling til bl.a. dyrevelfærd og miljø. Friland-mærket omfatter både den velkendte Frilandsgris og økologisk kød, der også bærer mærkningen ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”.

”I vores kæder sælger vi primært dansk svinekød. Og i år kommer vores Frilandgrise til at fylde endnu mere i både køledisken og vores markedsføring. Vi står midt i en interessant udvikling, hvor forbrugerne på den ene side efterspørger den danske kvalitet og samtidig gerne betaler lidt mere for, at dyrene har haft et godt liv. Den udvikling vil vi i Dagrofa gerne være med til at understøtte”, siger Markela Dedopoulos.

Udviklingen i Dagrofas butikker underbygges af Landbrug & Fødevarers ’Fødevareanalyse’ fra slutningen af december, som præsenterer otte vigtige fødevaretrends i 2016. Her peger landbrugsorganisationen på, at over en tredjedel af de danske forbrugere, altid eller næsten altid, går efter økologiske varer. Og, at det bl.a. sker ud fra et ønske om at bidrage til øget dyrevelfærd og mindre miljøpåvirkning.

For yderligere information kontakt:

Kommunikationsdirektør i Dagrofa, Markela Dedopoulos, på telefon 41 99 32 02 eller e-mail markela.dedopoulos@dagrofa.dk

Fakta:

Dagrofa koncernen omsætter for ca. 20 milliarder om året og beskæftiger ca. 7.000 ansatte i Danmark. Koncernen består i dag af profilhusene MENY, KIWI, SPAR, Min Købmand, Let-Køb samt FoodService Danmark A/S og Dagrofa Logistik a/s.

Dagrofa koncernen omsætter for ca. 20 milliarder om året og beskæftiger ca. 7.000 ansatte. Koncernen består i dag af profilhusene MENY, KIWI, SPAR, Min Købmand, Let-Køb samt Foodservice Danmark og Dagrofa Logistik.