Danmarks Cykle Union

Danmarks Cykle Union stopper samarbejdet med direktør Per Henrik Brask

Pressemeddelelse   •   Okt 03, 2016 13:30 CEST

Danmarks Cykle Union har besluttet at stoppe samarbejdet med direktør Per Henrik Brask. Det er besluttet i forlængelse af at sportschef Lars Bonde stoppede efter OL i Rio.

Formand for DCU Henrik Jess Jensen udtaler:

- Bestyrelsen ønsker at nytænke den administrative og sportslige ledelse af DCU. Det sker også som led i den økonomiske genopretningsplan der kræver at DCU reducerer organisationens omkostninger og fokuserer indsatserne. Vi mener, at vi bedst kan gøre dette ved at se på indholdet og besættelsen af begge stillinger på samme tid.

DCU og Per Henrik Brask har aftalt at samarbejdet stopper dags dato.

Det er i flere medier vinklet, at opsigelsen kommer som en konsekvens af DCU's økonomiske situation. Dette er ikke korrekt:

- Vores seneste og løbende økonomirapportering viser at vi følger genopretningsplanen og realiserer de økonomiske målsætninger. Bestyrelsen holder fokus på, at sikre at kursen bliver fulgt, slutter Henrik Jess Jensen. 

Danmarks Cykle Union (DCU) er en interesseorganisation for aktive cykelryttere, og alle der klæder om og bruger cyklen som konkurrence-, trænings- og motionsredskab. DCU består af mere end 300 klubber og med samlet set over 30.000 medlemmer, fordelt over hele landet. 

DCUs formål er at aktivere flest mulige personer på alle niveauer og sikre den enkeltes udviklingsmuligheder indenfor cyklesportens rammer.

Danmarks Cykle Union er medlem af Danmarks Idrætsforbund og er Team Danmark Verdensklasseforbund, fordi vi vinder medaljer til Danmark.