Kulturministeriet
Danmarks første interaktive løberute
Pressemeddelelse • Nov 23, 2011 16:32 CET
Som det første sted i landet har det historiske haveanlæg 'Søndermarken' på Frederiksberg fået en 2,5 km interaktive motionsrute med digitale lysfunktioner samt fire tilhørende aktivitetspladser.
Lysende hare viser vej
Den 2,5 km lange motionsrute har markeringer ved hver 100 meter, så det er let at finde ud af, hvor langt man har løbet. Ved indgangene fra Roskildevej og Pile Allé samt ”Bag Søndermarken” kan man starte den interaktive harefunktion, hvor man som løber selv vælger sin ønskede hastighed, og derefter skal følge blinkende lamper og holde trit med haren, på ruten rundt i haveanlægget.
Samarbejdspartnere i projekt Liv & Lys
Projekt Liv & Lys i Søndermarken forventes færdigt i 2012/2013. Projektet realiseres i et samarbejde mellem Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme (tidligere Slots- og Ejendomsstyrelsen) og Frederiksberg Kommune. Projektet er støttet af Nordea-fonden, Lokale- og Anlægsfonden og Frederiksberg Kommune.