65-Ferie

Danmarkspremiere: Aktive rejser for aktive seniorer

Pressemeddelelse   •   Jan 21, 2010 17:30 CET

Hvorfor er det altid de unge, der tager på aktiv ferie? Og hvorfor kan man ikke købe færdigpakkede aktive ferier? Det spurgte vi os selv om i Senior Rejser, og svaret er Danmarks første katalog med aktive rejser for aktive seniorer.

Og nej, vi skal ikke bungy jumpe eller på white water rafting. Men det kan godt være, vi skal rapelle lidt på Færøerne, klatre op i en vindmølle på Samsø, danse tango i Finland, cykle Holland mere flad og vandre barfodet gennem Hessens bjerge.

Det nye Senior Aktiv-katalog indeholder 13 rejsemål, hvor ferie og kultur kombineres med fysisk aktivitet.

På med vandrestøvlerne

Er vandring den foretrukne disciplin, tilbydes flere forskellige rejsemål: Jakobsvejen i Galicien, Hærvejen fra Viborg til Flensborg, levadavandring i Madeiras natur, bjerg-vandring i Østrig, naturvandringer på Flores i Azorerne og ikke mindst en flot vandre-ferie i Ligurien og Cinque Terre i Italien. På vandreferien i Hessen kommer man til at rykke et par grænser:

Smid skoene og gå barfodet på sand, mudder og savsmuld eller brug tiden på myrestien! Barfodsvandringen er kun et af de kuriøse indslag. Et andet er trækronevandring, hvor man vandrer oppe mellem trækronerne på en gangbro.

På med cykelskoene og styrthjelmen

Send din bedre halvdel på cykel Samsø rundt, mens du besejrer Samsø Golfbane! Tag på spaferie i Budapest - og kom i form.

Oplev Holland med pram og pedal. Snup et krydstogt på de Hollandske vandveje, hvor en del af strækningerne foregår til lands på cykel. De daglige cykeldistancer er på mellem 25 og 65 km, og man kan cykle om kap med skibet eller tage en slapper om bord.

Gå amok på Færøerne. En actionfyldt rejse for seniorer, som vil brænde noget energi af. Øernes smukke natur og rige fugleliv opleves på vandre-, sejl- og rideture. Her kan man virkelig få rykket sine grænser på aktiviteter som rapelling og havrafting. Alt samment frivilligt!

Man rejser i små grupper på 20 - 25 personer. Der er dansk rejseleder eller dansktalende lokalguider på alle rejserne. Desuden har vi allieret os med lokale vandrefører, skippere, golf-proer og andre eksperter, som sørger for at alt foregår korrekt og sikkert. Så nu er der ikke flere undskyldninger. Alle kan være med på en aktiv ferie.

Ønsker I flere informationer, er du velkommen til at kontakte adm. direktør Heidi Maak på telefon 33 96 88 00, eller marketingchef Anne-Mette Gjøderum direkte på 33 76 64 75.

65-Ferie tilbyder busrejser, flyrejser, rundrejser og krydstogter til det meste af verden. Alle er med dansk rejseleder og du behøver ikke at være fyldt 65 år for at deltage.
65-Ferie er en erhvervsdrivende fond med en bestyrelse, men ingen aktionærer. Et evt. overskud anvendes til at forbedre rejseproduktet. 65-Ferie er som et af de få større rejsebureauer i Danmark danskejet.
65-Ferie ejer desuden rejseselskabet Senior Rejser samt Helserejser, der tilbyder behandlingsrejser.