Dansk Byggeri

Dansk Byggeri Hovedstaden får besøg af undervisningsministeren

Pressemeddelelse   •   Nov 24, 2010 09:36 CET

Det forgangne år har ikke været godt for bygge- og anlægsbranchen, og det har medført mangel på praktikpladser til unge, fordi virksomhederne er tilbageholdende med at tage lærlinge, når ordrebøgerne er tynde. Og den udfordring er ét af de emner, som undervisningsminister Tina Nedergaard vil tale om på Dansk Byggeri Hovedstadens årskonference.

På årskonferencen har Dansk Byggeri Hovedstaden bedt forskellige aktører om at give deres bud på, hvordan flere unge kan komme igennem en erhvervsuddannelse og om nogle år springe ud som faglært håndværker. Ud over undervisningsministeren vil der være indlæg fra Københavns og Herlev Kommuner, som henholdsvis en kommune, der har valgt muligheden for at stille krav til virksomhederne om at tage praktikanter, og en kommune, der har løst praktikpladssituationen igennem en partnerskabsaftale.

Efter årskonferencen holder Dansk Byggeri Hovedstaden sin årlige generalforsamling. I sin beretning vil Per Engsø Larsen, der er formand for Dansk Byggeri Hovedstaden, komme ind på temaer, der har været på den landspolitiske, men bestemt også den mere regionalpolitiske dagsorden i løbet af 2010. Der er tale om en branche, hvor der har været alt for få lyspunkter i 2010.

- Jeg tror, vi skal et godt stykke hen i 2011, før vi kan se et klarere lys i horisonten. Vi har i det forgangne år haft godt fat i de offentlige bygherrer for at få sat gang i udbud af bygge- og anlægsopgaver. Vi har besøgt de fleste borgmestre i området for at høre om deres planer og for at prøve at få dem til at fremrykke projekter, der allerede er budgetlagte. Som virksomheder skal vi nok tage endnu flere lærlinge, bare der sættes byggeri i gang, siger Per Engsø Larsen.

Dansk Byggeri Hovedstadens årskonference og generalforsamling finder sted fredag den 25. november, kl. 13.15 på IDA, Kalvebod Brygge i København.

Kontakt:
Per Engsø Larsen, Formand for Dansk Byggeri Hovedstaden, telefon 44 94 11 66
Niels Tolstrup, chefkonsulent, Dansk Byggeri, telefon 72 16 01 73