Dansk Byggeri

Dansk Byggeri lukker kursusejendom i Ebeltoft

Pressemeddelelse   •   Nov 29, 2010 08:57 CET

Medarbejderne på kursusejendommen, Toppen af Ebeltoft, er i dag fredag den 26. november blevet varslet om lukning af deres arbejdsplads. Efter flere års økonomisk underskud og uden udsigt til bedring, har Dansk Byggeris bestyrelse valgt at gå i forhandling om et købstilbud fra en lokal erhvervsdrivende.

Adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, siger om beslutningen:

- Kursusstedet har givet underskud i flere år, og i år er underskuddet større end forventet. Bestyrelsen har vurderet den økonomiske udvikling i flere omgange, og da der nu foreligger et købstilbud, har bestyrelsen besluttet, at det er det rigtige tidspunkt at indlede en forhandling om et salg.

Dansk Byggeri har vurderet, at der heller ikke i den nærmeste fremtid er udsigt til, at Toppen af Ebeltoft kan tiltrække tilstrækkelig anden aktivitet til at sikre en rentabel økonomi.

- Det er naturligvis en meget beklagelig situation for alle medarbejderne på skolen, der gennem mange år har arbejdet loyalt og dedikeret på Toppen af Ebeltoft. Vi har stillet et udviklingsforløb til rådighed for dem, som forhåbentlig kan bringe den enkelte medarbejder igennem den svære situation og frem til en anden jobmulighed, siger Lars Storr-Hansen.

Dansk Byggeri forhandler i øjeblikket med EBIC - Fonden Ebeltoft Idræts- og Kulturcenter - som ønsker at anvende ejendommen til vandrerhjem, så Toppen af Ebeltofts faciliteter også fremover vil kunne udnyttes til gavn for aktiviteten i området.

Kontakt:
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, på telefon 40 29 92 32