Dansk Flygtningehjælp

Dansk Flygtningehjælp fortsætter arbejdet trods uroligheder i Tjetjenien

Pressemeddelelse   •   Okt 19, 2010 20:55 CEST

Dansk Flygtningehjælp følger nøje situationen i Tjetjenien efter et angreb på parlamentet i hovedstaden Grosnij. Angrebet fandt sted i morges og har kostet seks mennesker livet og såret mindst 10 andre.

Dansk Flygtningehjælps kontor var endnu ikke åbnet da en gruppe oprørere angreb parlamentet i Grosnij tidligt i morges. Kontorerne ligger få kilometer fra parlamentet i Grosnij’s centrum, men var ikke bemandede da angrebet fandt sted. Alle medarbejdere på Dansk Flygtningehjælps kontor i den tjetjenske hovedstad er uskadte og i god behold.

Trods forværringen af den skrøbelige situation vurderer Dansk Flygtningehjælp på nuværende tidspunkt at alle aktiviteter kan fortsætte indtil videre. 

- Den assistance som Dansk Flygtningehjælp kan yde er afgørende for de mere end 70.000 personer, som stadig lider under konsekvenserne fra de tidligere krige i regionen og har brug for hjælp. Det fortæller sektionsleder Shanna Jensen fra Dansk Flygtningehjælp.

Dansk Flygtningehjælp har adskillige års erfaring i regionen og har arbejdet i Tjetjenien og flere af de omkringliggende lande i Kaukasus-området siden 1997. Organisationen er den eneste af sin slags i Tjetjenien, hvor der i dag kun er ganske få internationale hjælpeorganisationer tilstede.

I Tjetjenien udfører Dansk Flygtningehjælp et hjælpeprogram, der dækker flere sektorer, og er rettet mod internt fordrevne og konfliktramte befolkningsgrupper. Programmet har fokus på en varig genopbygning med særlig vægt på at finde langsigtede løsninger.

Dansk Flygtningehjælp fortsætter med de rehabiliterings- og genopbygningsaktiviteter, som tager sigte på at forbedre eksistensgrundlaget og øge selvstændigheden for de mest udsatte befolkningsgrupper i Tjetjenien.

http://www.flygtning.dk

Pressekontakt
Villads Zahle
33 73 51 84


Dansk Flygtningehjælp
Borgergade 10, 3.sal
1300 København K.
Danmark