Danish Fashion Institute

Dansk smykkedesign får eget univers under modeugen

Pressemeddelelse   •   Aug 02, 2013 16:06 CEST

Danish Fashion Institute (DAFI) og Goldmind Communication lancerer nyt smykkeinitiativ underCopenhagen Fashion Week.
 
The Jewellery Room er navnet på et eksklusivt showroom, der samler cremen af dansk smykkedesign under ét tag. Det sker, når Danish Fashion Institute og Goldmind Communication kuraterer det første og største selvstændige smykkeunivers under modeugen med 15 udstillere, herunder Georg Jensen, Maria Black Jewellery, Ole Lynggaard Copenhagen, Shamballa og Zarah Voigt.
 
Smykker er - også - mode
Dansk smykkedesign har over de senere år høstet stor international anerkendelse og ses oftere og oftere i de mest toneangivende internationale modemagasiner og på internationale modeikoner. Derfor har det været et naturligt valg for arrangørerne at invitere smykkevirksomheder om bord netop under Copenhagen Fashion Week, som den bedste arena til at promovere dansk smykkedesign overfor modeverdenen.
 
Eva Kruse, CEO i Danish Fashion Institute, udtaler: ”Vi har ikke et sekund tvivlet på ideen om at søsætte et initiativ for danske smykkevirksomheder under modeugen. Smykkedesign og tøjmode går hånd i hånd, og vi synes, at dansk smykkedesign fortjener endnu mere opmærksomhed som en del af modebilledet.”
 
En branche med succes
Netop nu er der også en god økonomisk fortælling i den danske smykkebranche. Mange danske smykkevirksomheder har nemlig, trods den økonomiske krise, oplevet fremgang i løbet af de sidste par år.

Charlotte Møbjerg Ansel-Henry fra Goldmind Communication udtaler: ”Vi har så mange stærke smykkebrands, der klarer sig godt både i Danmark og internationalt set, så nu er det på tide at få fokus på dem. Ved at samle de små som store premium brands under modeugen vil vi styrke historiefortællingen om dansk smykkedesign.”
 
The Jewellery Room finder sted fredag den 9. august fra kl. 11.00-18.00 i Design Society og åbnes officielt af kulturborgmester Pia Allerslev.