Dansk Arkitektur Center

Danske og grønlandske arkitekter sætter billeder på fremtidens Grønland

Pressemeddelelse   •   Aug 25, 2012 20:05 CEST

En ny kombineret superhavn og international lufthavn uden for Nuuk. En bæredygtig boligform – en ny arktisk byggeskik, der tager udgangspunkt i grønlandske værdier, traditioner og muligheder. Og en grønlandsk by designet til at kunne modtage hele verden uden at tabe identiteten. Det er nogle af de forslag som danske og grønlandske arkitekter sammen har udarbejdet til udstillingen Possible Greenland i den danske pavillon på den 13. Internationale Arkitekturbiennale i Venedig, der åbner den 29. august.

”Udstillingen Possible Greenland er et forsøg på at finde ud af, hvordan arkitektur i bredeste forstand kan bidrage til udviklingen i det grønlandske samfund. På mange måder kan man sige at Possible Greenland er billederne til alle de rapporter som de senere år er blevet skrevet i Grønland. Vi viser, hvordan nye boligformer kan se ud, hvordan man kan tænke lufthavn, havn og infrastruktur anderledes og hvordan nye bykulturer i Grønland kan være. Alt sammen som oplæg til en konstruktiv debat forankret i det grønlandske samfund,” siger Kent Martinussen adm. direktør i Dansk Arkitektur Center og kommissær for den danske pavillon.

Verden kigger mod Grønland
Og debat er der brug, for når Grønland skal finde ud af at administrere deres nye geopolitiske position. Kinesiske firmaer står på spring for at finde mineraler, de store olieselskaber borer løs i undergrunden og nye sejlruter vil bringe alverdens skibstrafik gennem grønlandsk farvand. De 57.000 grønlændere på verdens største ø har kun været selvstændige i kort tid og de tætte bånd til Danmark skal både løsnes på nogle områder og måske styrkes på andre.

Udstillingens hovedkurator, den internationalt anerkendte dansk-grønlandske professor i geologi, Minik Rosing, har det seneste år, sammen med medkurator NORD Architects, arbejdet sammen med seks teams af grønlandske og danske arkitekter, ingeniører, planlæggere og etnologer om at skabe en række scenarier, der kan bidrage til en videre debat i det grønlandske samfund og samtidig være en invitation til resten af verden om at bidrage til en bæredygtig udvikling af Grønland.

”Grønland har umådelig meget at byde på i en globaliseret verden og er ikke blot et depot for uudnyttede mineralske ressourcer parat til at blive udnyttet. Grønland er i sig selv en sammensat virkelighed, og i  fremtiden vil der komme mange, som har behov for folk, der kender landet indefra. De kvaliteter, der på den måde allerede er i landet, kalder jeg for grønlandskhed, og det bliver i fremtiden en efterspurgt ressource,” forklarer Minik Rosing.

Ud over de konkrete fremtidsscenarier som præsenteres i film, modeller, visualiseringer og tekster, vil publikum bogstaveligt talt træde ind i et grønlandsk hjem skabt af den grønlandske kunstner, Bolatta Silis Høegh. De vil også blive konfronteret med den store barske grønlandske natur og et stykke af jordens historie i form af en 3.800.000.000 år gammel sten.

Om arkitekturbiennalen i Venedig
Arkitekturbiennalen i Venedig er det vigtigste og mest prestigefulde udstillingssted indenfor arkitektur, byudvikling og byggeri i verden. I år deltager 55 nationale pavilloner med udstillinger i de historiske pavilloner og rundt omkring i Venedig. Den britiske arkitekt David Chipperfield står bag hovedudstillingen, der med 66 forskellige projekter skabt af arkitekter, ingeniører, kunstnere og studerende fra hele verden, forholder sig til temaet Common Ground.

Det officielle danske bidrag til den 13. Internationale Arkitekturbiennale i Venedig er kurateret af den internationalt anerkendte dansk-grønlandske professor i geologi, Minik Rosing i samarbejde med NORD Architects Copenhagen. Dansk Arkitektur Center v/Kent Martinussen er af Kulturminsteriet udpeget som kommissær for den danske pavillon. Possible Greenland er finansieret af Kulturministeriet, Statens Kunstfonds arkitekturudvalg, Realdania og sponsorer af Shell, Royal Arctic Line, Rambøll, Dreyers Fond, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968, Colorgruppen, Vink Plast og Neschen.

For yderligere information kontakt: Presseansvarlig Line Juul Greisen, tlf.: +45 22 13 24 70

Mere information på www.dac.dk/biennale2012

POSSIBLE GREENLAND TEAMS OG PROJEKTER

Greenland Cultivating: Team: tnt Nuuk, ELKIÆR + EBBESKOV Architects, Hausenberg

Hvis udnyttelsen af de grønlandske ressourcer for alvor skal hjælpe grønlænderne med at udvikle det grønlandske samfund, så skal løsningerne hvile på grønlandske principper og være i overensstemmelse med grønlandske værdier. Projektet med titlen ”How to swallow a whale” stiller 10 spørgsmål til diskussion i Venedig og er samtidig en allerede igangværende debat i de grønlandske medier, på gymnasier, skoler og virksomheder.

Greenland Connecting: Team: Tegnestuen Nuuk, BIG – Bjarke Ingels Group (Julie Edel Hardenberg, Inuk Silis Høegh)

Et kontroversielt bud på hvordan et kæmpe havneanlæg og en ny international lufthavn kan anlægges udenfor Nuuk og øge både turisme og skibstrafik. Projektet baserer sig på Transportkommissionens anbefalinger, men er den første visualisering af hvordan det rent faktisk kan se ud, og skaber allerede nu debat i Grønland.

Greenland Inhabiting: Team: Clement & Carlsen Architects, Qarsoq Tegnestue, Tegnestuen Vandkunsten

Siden 1960’erne har arkitekturen i Grønland være tæt forbundet med de danske byggetraditioner. Projektet er et bud på en helt ny arktisk byggeskik med udgangspunkt i grønlandske værdier, det arktiske klima og lokale materialer. En fleksibel og bæredygtig boligmodel, der kan tilpasses forskellige boligbehov og det barske, skrøbelige og storslåede landskab.

Greenland Migrating: Team: KITAA Architects, David Garcia Studio, Henning Larsen Architects

Migration er en naturlig del af den grønlandske historie, men den øgede turisme og potentielle udnyttelse af ressourcerne i den grønlandske undergrund kan skabe en migration der vil gøre grønlænderne til en minoritet i deres eget land. Projektet udforsker den historiske og dynamiske urbane udvikling i Grønland og skaber nye aggregerede arkitektoniske strukturer som sætter fokus på mødet mellem mennesker; turister, minearbejdere, studerende og grønlænderne i al almindelighed.

Comparative studies: Team: Arctic Engineer at Sanaartornermik Ilinniarfik in Sisimiut, Greenland and the Technical University of Denmark, DTU Management Engineering, Aarhus School of Architecture, CEBRA Architects, Transform Architects

Grønlandske og danske studerende har udforsket hvad Grønland kan lære af verden og hvad kan verden lære af Grønland. Det er blevet til et 100 m2 tapet på hele den danske pavillons bagfacade, fyldt med komparative analyser og studier, som viser særlige grønlandske kompetencer koblet med læringer fra resten af verden.

Publication: Team: Conditions Magazine, TERROIR, Boris Brorman Jensen

Ud over at fungere som udstillingskatalog, er publikationen Possible Greenland også et selvstændig projekt, hvor en række toneangivende grønlandske og international profiler og beslutningstagere giver deres syn på - og vision for den fremtidige udvikling i Grønland.

Mere information på www.dac.dk/biennale2012

Dansk Arkitektur Center er en projektorganisation, der arbejder med udvikling og formidling af viden om arkitektur og by- og landskabsudvikling.

Dansk Arkitektur Center modtager basisfinansiering fra et partnerskab bestående af Realdania, Kulturministeriet, Miljøministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet.