Shell Danmark

Danske studerende verdens bedste til øko-kørsel

Pressemeddelelse   •   Maj 21, 2012 12:19 CEST

Årets Shell Eco-marathon blev en stor succes for de to hold ingeniørstuderende fra Danmark. DTU Roadrunners satte i en lille bybil ny verdensrekord med 611 km på en liter, mens Team Aalborg Energy fra Aalborg Universitet tog en flot fjerdeplads i deres kategori for prototype brintbiler. De kørte hvad der svarer til ca. 2.900 km på en liter benzin.

611 km på en liter benzin. Så langt kørte et hold ingeniørstuderende fra DTU deres lille, hyper-brændstoføkonomiske ethanolbil i finalerunden ved årets Shell Eco-marathon i weekenden.

Med blot to sekunder tilbage af tidsfristen, krydsede bilens chauffør Anne Mette Vraa målstregen og satte dermed verdensrekord i øko-kørsel i kategorien for små bybiler med almindelig forbrændingsmotor.

”DTUs præstation er i sig selv bemærkelsesværdig – tænk at bygge en bil fra bunden, som kan køre over 600 km på en liter benzin. Endnu mere imponerende er rekorden, hvis man ser på konkurrenterne ved årets løb i Rotterdam. Her betød en smallere og mere ujævn bane med fem 90 graders sving ellers, at næsten alle hold kørte mindst 10 procent kortere end sidste år,” siger Regitze Reeh, kommunikationsdirektør i Dansk Shell.

DTUs bil, som satte ny verdensrekord i lørdagens sidste gennemløb, er bygget op fra grunden af de studerende og kører på 2.generations bioethanol. Bilen deltog i kategorien Urban Concept.

Se interview med DTUs succes-chauffør Anne Mette Vraa fra Shell Eco-marathon, hvor hun fortæller om bl.a. banen: http://www.youtube.com/watchv=uBavcSY96d0&feature=relmfu 

2.900 km på brint

Også et hold ingeniørstuderende fra Aalborg Universitet deltog med stor succes i årets Shell Eco-marathon. Holdets prototype brintbil præsterede en fornem fjerdeplads i tæt konkurrence med et hold tyske og italienske studerende. Team Aalborg Energy lå med omregnet 2.882 km på en liter benzin til en tredjeplads, men i sidste sekund blev holdet ’frarøvet’ en podieplads af et hold fra Italien.

Det var i år fjerde gang, at AAU deltog ved Shell Eco-marathon. Årets resultatet i kategorien for prototyper, der kører på brint, er en forbedring fra femtepladsen sidste år.

"Vi har fået masser af inspiration af at tale med de andre deltagere og studere deres løsninger. Så vi glæder os til at komme hjem og arbejde frem mod næste års Shell Eco-marathon. Vi har vist over for os selv, at vi kan køre lige op med de bedste i verden. Det giver blod på tanden. Vi leger også så småt med tanken om at deltage med endnu en bil til næste år, siger Søren Juhl Andreasen, lektor og vejleder for Team Aalborg Energy. 

Stærke relationer mellem Shell og studerende fra hele verden

Den europæiske udgave af Shell Eco-marathon blev for første gang afholdt på almindelig vej i Rotterdams gader. Her fulgte op mod 50.000 besøgende de 227 tilmeldte hold fra 24 lande Europa i deres bestræbelser på at drive deres benzin-, diesel-, brint-, el-, solcelle-, gas- og ethanol-biler længst muligt på mindst muligt brændstof. Shell Eco-marathon afholdes nu også i USA og i Asien. Men hvad får Shell ud af at organisere en verdensomspændende konkurrence i at anvende mindst muligt af selskabets hovedprodukt?

”Shell arbejder for at skabe tættere bånd mellem uddannelsesinstitutioner og det private erhvervsliv. Shell Eco-marathon giver os mulighed for at etablere og vedligeholde relationer til både studerende, forskere og andre interessenter. Relationer, der kan føre til nye og dygtige medarbejdere i Shell, gensidige forskningssamarbejder og måske endda udviklingen af morgendagens biler og brændstoffer,” siger Regitze Reeh.

Ud over at fremstille olie og gas arbejder Shell også med alternative energityper som GTL og bioethanol. Shell spiller en stor og aktiv rolle i forskningen inden for energieffektivitet og brændstoføkonomi. Shell Eco-marathon er en begivenhed, der er med til at sætte fokus på verdens knappe energiressourcer. Ét af målene med Shell Eco-marathon er netop at skaffe viden om nye og mere vedvarende energityper end fossile brændstoffer.

Fotos – til fri afbenyttelse: http://www.flickr.com/photos/60317050@N08/7228326092

Om Shell Eco-marathon


Shell Eco-marathon er årligt tilbagevendende international konkurrence i brændstoføkonomi og energieffektivitet, der udfordrer studerende fra tekniske højskoler og universiteter til at designe og bygge en bil, der kan køre så langt på, hvad der svarer til en liter benzin, som overhovedet muligt. Årets løb i Rotterdam markerede det 28. Shell Eco-marathon og blev som noget nyt afholdt på en publikumsvenlig bane i Rotterdams gader.

 

OM SHELL

Shell beskæftiger cirka 450 medarbejdere i Danmark fordelt på hovedkontoret i Ørestaden og raffinaderiet i Fredericia. Hertil kommer godt 2.500 ansatte på Shells servicestationer.

Shells raffinaderi i Fredericia er et af to raffinaderier i Danmark. Her omdannes råolien fra Shells aktiviteter i den danske del af Nordsøen til flydende gas, jetbrændstof, benzin, diesel, petroleum og fyringsolie.

Der er 314 Shell servicestationer i Danmark, heraf 63 Shell/7-Eleven, 65 forhandlerejede, 131 forpagterdrevne og 55 ubemandede Shell Express stationer. Shell tilbyder en bred vifte af brændstoffer - fra 99 oktan Shell V-Power over Shell FuelSave Blyfri 95, Shell 92 oktan til Shell Diesel Extra.

På verdensplan beskæftiger Shell cirka 90.000 medarbejdere i 80 lande. Her er selskabet involveret i bl.a. olie- og gasudvinding, produktion og salg af benzin og diesel samt udvikling af biobrændsel og flydende naturgas. I alt har Shell 43.000 servicestationer i verden og sælger cirka 145 mia. liter brændstof om året. Læs mere på www.shell.com.