BilBasen

Danskerne er begejstrede for deres brugte biler

Pressemeddelelse   •   Jun 13, 2014 15:32 CEST

Selvom bilen er en bekostelig post på husholdningsbudgettet, og den tårnhøje beskatning begrænser mulighederne for bilkøbet, er danskerne rigtig glade for deres brugte bil.

I en ny undersøgelse blandt danske bilejere i alderen 18-74 år, lavet af BilBasen og YouGov, fortæller hele 89 pct., at de er tilfredse med deres nuværende brugte bil, og herunder er 49 pct. endda meget tilfredse.

”For danskerne er det en dyd at finde den helt rigtige bil, og de gør sig umage og bruger god tid på at finde den. Samtidig er vi er realister, og forholder os til de muligheder, vores økonomiske råderum tillader fremfor at hænge os i begrænsningerne – og det er det, der gør, så mange bilejere tilfredse, forklarer markedsanalytiker for BilBasen, Jan Lang.

Undersøgelsen viser faktisk så stor tilfredshed, at 78 pct. af bilejerne direkte vil anbefale andre at købe samme bil.

”Ligesom med huskøb vælges bilen med omhu, og valget beror på rigtig mange overvejelser lige fra udseende og design til køreglæde og totaløkonomi. Når man har truffet den rigtige beslutning, er der ofte en vis stolthed forbundet med at være ejer,” fortæller Jan Lang.

 

Populære mærker i top

Med den generelt høj tilfredshed blandt danske brugtbilejere er der tale om en jævn fordeling af høj tilfredshed på de forskellige mærker. Dog viser undersøgelsen, at nogle af de mest populære brugte biler også er dem, der placerer sig øverst med størst gennemsnitlig tilfredshed, heriblandt Honda, der i år løb med titlen som ”Årets Brugtbil” med modellen Civic, hvilket også skete i 2012, der havde Honda Accord som vinder.

De fem mest populære mærker

1.  Skoda

2.  Toyota

3.  Volkswagen

4.  Honda

5.  Audi

”Undersøgelsen konkluderer, at der ikke nogen deciderede afstikkere, men derimod høster langt de fleste forhandlede mærker i Danmark høj tilfredshed blandt danskerne, mens den absolutte top udgøres af mærker, der topper salgslisterne eller er særligt kendte for kvalitet og holdbarhed,” slutter Jan Lang.

Fakta

·  Tilfreds med nuværende bil: 89 pct

·  Meget tilfreds med nuværende bil: 49 pct.

·  Vil anbefale bilen til andre: 78 pct.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er lavet af BilBasen i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Der er gennemført i alt 1118 CAWI-interview med danske bilejere i alderen 18-74 år i perioden 3-6 marts 2014.


BilBasen er Danmarks største bilsite med formidling af køb og salg af alle typer af biler. Hjemmesiden startede i 1998 som en internetversion af den trykte publikation Bil Markedet. I dag er BilBasen en forretningsenhed i koncernen eBay Classifieds Group med mere end 300.000 besøgende hver måned. BilBasen er indholdsleverandør af bilstof til nogle af Danmarks ledende medier inden for motorbranchen.