Forsknings- og Innovationsstyrelsen

Danskerne er vilde med forskning

Pressemeddelelse   •   Feb 14, 2011 19:41 CET

Hvem, hvad, hvor? Danskerne er videbegærlige og har for alvor taget ordningen ’Bestil en Forsker’ til sig. Siden 2008 er antallet af foredrag tredoblet. Hør f.eks. i år om giraffens tårnhøje blodtryk, 70’ernes mandebevægelse eller verdens 7000 sprog.

Tirsdag den 15. februar kl. 9.00 åbner Videnskabsministeriet årets Bestil en Forsker-katalog med flere end 200 videnskabelige foredrag. Alle, der kan samle et publikum på mindst 15 personer, kan gratis bestille en forsker online på www.forsk.dk frem til og med den 1. april 2011. Det eneste, man skal betale, er forskerens udgifter til transport.

Forskeren kommer på besøg og holder foredraget i løbet af videnskabsfestivalen Forskningens Døgn, som finder sted den 28., 29. og 30. april 2011.

En succes

I 2008 blev der holdt 121 foredrag landet over. I 2009 var tallet steget til 274 foredrag og i 2010 til 399, hvilket er mere end en tredobling på tre år. Ofte bliver de enkelte forskere bestilt til flere foredrag forskellige steder i landet hen over de tre dage, Forskningens Døgn varer.

- Bestil en Forsker giver virkelig danskerne mulighed for at møde forskere i øjenhøjde i deres lokalmiljø, og jeg kan kun glæde mig over, at så mange tager imod tilbuddet. Også forskerne nyder at fortælle om deres opdagelser og at gå i dialog med omverdenen. Den store interesse over hele landet viser, at der faktisk er et ønske om at høre om forskning langt væk fra storbyerne og universiteterne, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

I 2011 stiller over 200 forskere sig til rådighed med foredrag, og danskerne har en bred vifte af spændende forskningsområder at vælge imellem inden for humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab og sundhedsvidenskab.

Eksempler på foredrag:

Hvorfor dør vilde dyr?

De vilde dyrs "Dødens detektiver" undersøger dødsfald hos alt fra pindsvin til sæler og forsøger at løse gåden om dødsårsagen. Foredraget præsenterer resultaterne for de seneste års undersøgelser og giver indblik i de almindeligste årsager til faldvildt.

Verdens 7000 sprog

Foredraget fortæller om fordelingen af verden sprog og nogle af deres finurligheder. Er nogle sprog sværere at lære end andre? Udvikles der nye sprog, eller er der kun sprog, der forsvinder? Hvilket sprog har de mærkeligste sproglyde? Hvor taler man hurtigst?

Fra Gorm og Thyra til William og Ida

Tag på en rejse gennem Danmarks navnehistorie. Hør om navne, som trækker tråde til de forskellige kulturstrømninger, der er skyllet ind over landet gennem mere end 1.000 år.

70'ernes mandebevægelse i Danmark

Mandebevægelsen med årlige ø-lejre for mænd og børn, der startede i 1975, er ret ukendt. Foredraget fortæller om mandeaktivisterne frigørelsesprojekt med at ændre samfundet nedefra og indefra. De ville frigøre krop, følelser og seksualitet og drage mere omsorg for børnene.

Hvordan lever giraffen med sit tårnhøje blodtryk?

I mange år har forskere undret sig over giraffens høje statur, og især hvordan den regulerer og kontrollerer sit blodtryk med en afstand på op til fem meter fra klov til hoved.

Bestil en Forsker er en del af videnskabsfestivalen Forskningens Døgn, som fin-der sted den 28., 29. og 30. april 2011 med omkring 270 arrangementer med fokus på forskning fordelt over stort set hele landet. Formålet med Forskningens Døgn er at øge danskernes forståelse for forskning og forskningens betydning for vores hverdag og det danske samfund.

Kontakt

  • Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen kan kontaktes gennem pressemedarbejder Charlotte Holst, tlf.: 22 11 02 00, e-mail:chhh@vtu.dk .
  • Linda Bang Jessen, pressekonsulent i Forsknings- og Innovationsstyrel-sen, mobil: 41 32 60 30, e-mail: libj@fi.dk