Københavns Universitet

Darfurs flygtninge fortæller historien

Pressemeddelelse   •   Okt 20, 2010 09:08 CEST

I afhandlingen 'Voices From Darfur. Reclaiming Sudanese History' lader Anders Hastrup flygtningene fra borgerkrigen i Darfur i Sudan fortælle om både deres grufulde oplevelser og om deres gribende tro på, at konflikten kan løses, og at de kommer hjem en dag.

I dag er der cirka en kvart million flygtninge fra Darfur, der befinder sig i flygtningelejre i det østlige Tchad. Her har nyslået ph.d. Anders Hastrup i foråret 2009 indsamlet et omfattende interviewmateriale, som har beriget ham med både store menneskelige møder og med et ændret syn på, hvad der er i spil i Darfur-konflikten:

- Det jeg overordnet har fundet ud af igennem mit arbejde med interviewene er, at der er flere sideløbende historier om Darfur og den borgerkrig, der foregår - og dermed er der lige så mange mulige løsninger på konflikten! Flygtningene sætter ord på, at de oplever svigt fra det internationale samfund, der ikke længere er særligt opmærksomme på konflikten i Darfur, siger Anders Hastrup, der er ph.d. i Mellemøststudier fra Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet.

Historien genfortalt

Gennem interviewene viser Anders Hastrup, hvordan flygtningelejrenes beboere genskaber Darfurs historie fra det eksil, de ufrivilligt er havnet i. Hvor begrænsende flygtningelejrene end er, anskuer afhandlingen dem som kreative rum, hvor opfattelser af Darfur-konflikten, dens årsager, nøgleaktører og mulige fremtidige løsning bliver løbende diskuteret.

Afhandlingen forsøger ikke at fortælle 'den sande historie' om baggrunden for krigen i Darfur, men kombinerer en antropologisk og en historisk tilgang og foreslår, at en såkaldt 'deep listening' er en særdeles velegnet metode til at udforske flygtningenes historieproduktion. Ved at analysere de forskellige måder, som flygtningene bestræber sig på at generobre deres historie og en plads i den sudanesiske historie, er afhandlingen et bidrag til forståelsen af nogle af de mekanismer, der ligger til grund for krigene i Sudan.

Direktør i Damaskus

Anders Hastrup forsvarede sin ph.d.-afhandling den 12. oktober og tiltrådte den 18. oktober stillingen som direktør for Det Danske Institut i Syriens hovedstad Damaskus.
Yderligere oplysninger på Det Danske Instituts hjemmeside

Kontakt

Direktør ph.d. Anders Hastrup, Det Danske Institut i Damaskus
Mail: director@damaskus.dk
Tlf: 00963 11 223 8038