Frie Skolers Lærerforening

De frie skoler sjusker med lønsedlerne

Pressemeddelelse   •   Feb 29, 2016 12:39 CET

506 lærere sendte i uge 4 deres lønseddel ind til deres fagforening, Frie Skolers Lærerforening (FSL). Og fagforeningens konsulenter fandt fejl i godt hver tredje af de indsendte lønsedler.

Det er ikke peanuts, her er tale om. Ifølge FSL’s beregninger har de 506 medlemmer godt en million kroner til gode hos skolerne. I gennemsnit venter der altså hver eneste af de 506 medlemmer en ekstra check på 2070 kr.

Formanden for Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup, ærgrer og undrer sig over de mange fejl:

»Det er jo både pinligt og uacceptabelt. Der skal være styr på lønnen«, siger han.


Flere fejl end i 2014

I 2014 gennemførte foreningen første gang et løntjek. Dengang fandt konsulenterne fejl i 25 procent af lønsedlerne. I år er tallet steget til 35 procent, og det ryster Uffe Rostrup:

»Jeg var sikker på, at skolerne havde lært lektien og strammet op på procedurerne. Men det har de så ikke, og det er bare for dårligt«, siger han.

Uffe Rostrup pointerer, at lærerne naturligvis skal have den løn, der er aftalt. Og de har krav på retvisende lønsedler. Han opfordrer derfor skoleforeningerne til at hjælpe skolerne med at få styr på papirarbejdet:

»Det kan jo ikke passe, at man som arbejdsgiver laver så mange fejl på lønsedlerne«, siger han.


Revisorerne bør fange fejlene

Han undrer sig samtidig over, at revisorerne ikke falder over fejlene, når de gennemgår skolernes regnskaber:

»Revisorerne får jo rigtigt mange penge for at gennemgå skolernes økonomi. Men når vi kan finde fejl i 35 procent af de indsendte lønsedler, er det mærkeligt, at de ikke råber vagt i gevær«.


FAKTA:

  • 506 medlemmer sendte deres lønseddel ind til et løntjek i uge 4. Det svarer til 5,7 procent af foreningens 8818 medlemmer.
  • Der var fejl i 35 procent af de 506 lønsedler, som blev kontrolleret.
  • Der var alt i alt fejl for 1.047.350 kr. Det betyder, at de 506 medlemmer, som sendte lønsedler ind, i gennemsnit har 2070 kr. til gode på skolerne.
  • Der blev også fundet fejl, hvor medlemmerne har fået for mange penge udbetalt, men det var småpenge. Og de 1.047.350 kr. er penge, som medlemmerne har til gode
  • Frie Skolers Lærerforening organiserer lærere og børnehaveklasseledere på efterskolerne og de frie grundskoler (privatskoler, realskoler, friskoler, lilleskoler osv.).
  • Frie Skolers Lærerforening blev en realitet 14. marts 2006 efter en fusion mellem Efterskolernes Lærerforening og Frie Grundskolers Lærerforening

    Frie Skolers Lærerforening (FSL) er en fagforening for lærere og børnehaveklasseledere på frie grundskoler og efterskoler.

    Foreningen varetager de fagpolitiske, uddannelsesmæssige og pædagogiske interesser for ansatte på de cirka 500 frie grundskoler og 250 efterskoler.

    Foreningen organiserer ca. 8.900 medlemmer. FSL's formand er Uffe Rostrup, næstformand er Monica Lendal Jørgensen.