DR Kommunikation

De største Giro 413-klassikere får egen cd

Pressemeddelelse   •   Nov 12, 2010 08:37 CET

DR Pigekoret giver for eksempel deres version af, hvordan ’Mor er den bedste i verden’ kan lyde, og den svenske sangerinde Lisa Nilsson optræder sammen med DR Underholdningsorkestret i sangen ’En Kort En Lang’, som - udover at være titelmelodien til filmen af samme navn - også er blevet en del af kendingsmelodien til ’Giro 413’.

Men derudover er der også alt fra Liva Weels ’Glemmer du’ fra 1932 til Katie Meluas relativt nye ’9 Million Bicycles’ og numre med alt fra TV2, John Mogensen, Poul Bundgaard, ABBA, Anne Linnet, Raquel Rastenni, Cliff Richard, Tim Christensen, Birthe Kjær, Dorthe Kollo, Teddy Pedersens Orkester og mange flere.

’Giro 413’ har eksisteret siden 8. januar 1950, og det var den tidligere vært Otto Leisner, der gav navnet til programmet, hvor de indsamlede penge går til udsatte og socialt dårligt stillede børn og unge i Danmark.

Tradition følger med tiden
”Jeg synes, bevågenheden om programmet har været stigende de seneste fem-seks år, og samtidig er ønskerne også blevet mere varierede. For et stykke tid siden havde vi både Gustav Winckler, Grip, Grundtvig, Ravel, Nephew og Nirvana i programmet. Så når nogen siger, at Giro 413 er en tradition, der følger med tiden, er det jo ikke helt forkert,” siger værten for ’Giro 413’ de seneste 15 år, Margaret Lindhardt, der har skrevet forord på cd’en.

Giro 413’s fødselsdag blev tidligere på året fejret med en koncert i Koncerthuset, hvor der blev samlet ind i Jørn Hjortings gamle mulepose. Og i det hele taget har danskerne været yderst gavmilde i jubilæumsåret, oplever Margaret Lindhardt.

Har samlet mere ind end sidste år
”Selv om der stadig er næsten to måneder tilbage af 2010, har vi allerede nu indsamlet mere, end de 394.000 kroner, det blev til sidste år. Samtidig oplever jeg også, at der generelt er flere, der sender ind, og gavmildheden er større end tidligere,” siger hun.

I år har i gennemsnit 786.000 lyttere lyttet med hver søndag på P4 eller P5, når der er blevet sendt hilsener og ønskeplader. Og alt i alt har 2.651.000 lyttere hørt mindst fem minutter af ’Giro 413’ i 2010, viser tal fra DR Medieforskning.