DR Kommunikation

De unge voksne tænder mere for DR Radio

Pressemeddelelse   •   Sep 15, 2010 12:09 CEST

Danskerne hører meget radio - i snit godt to timer om dagen (124 minutter).  Og selv om forbruget hos de unge voksne altid har ligget lavere end gennemsnittet, så er der netop en lille stigning for de 20-40-årige. I år lytter de lige knap en times mere DR-radio om ugen end for et år siden.

”De 20-39-årige er traditionelt en svær gruppe at fange med radioen, og det er ganske interessant, at det nu lader til at være ved at lykkes at vende udviklingen. Ændringen betyder også, at P3 i dag står stærkere over for de yngre voksne, som netop er kanalens målgruppe,” siger medieforsker Dennis Christensen fra DR Medieforskning.

Radio med på farten
Noget af forklaringen kan være, at de yngre i stadig stigende grad har radioen med, når de er på farten – for eksempel fordi de hører radio via deres mobiltelefoner, hvor der også kommer flere og flere såkaldte applikationer, så man netop kan høre alverdens radiokanaler. Og de 20-39-årige er da også blandt dem, der som lytter allermest til digital radio. 18 procent af denne gruppes DR-radiolytning er digital mod 10 procent i befolkningen som helhed.

Kanalchefen for P2, P3, P4 og DRs digitale radiokanaler, Ole Mølgaard, glæder sig over, at DRs radiotilbud fænger – og ikke mindst har fået et godt tag i de 20-40-årige.

”P3 er unik i sin sammensætning af musik, nyheder, aktualitet og sport. Kanalen er sammen med DR1 og P4 et af de få store samlende medier i Danmark, og det glæder mig at se, at kanalen har succes med sin unikke blanding af indhold,” siger Ole Mølgaard.

Godt fire millioner lyttede
Der var 4.012.000 danskere, som lyttede til DR Radio i uge 36. Det svarer til 85 procent af den danske befolkning over 12 år. En gennemsnitlig DR-lytter lyttede to timer og 32 minutter til DR Radio pr. dag i sidste uge. DRs lytterandel var 78 procent.

Så mange lyttere over 12 år hørte kanalen
1. P4 -2.848.000
2. P3 - 2.092.000
3. Nova fm - 1.345.000
4. Radio 100FM - 802.000
5. The Voice - 796.000
6. P1 - 691.000
7. P2 - 392.000
8. DR Hit - 386.000
9. DR Boogieradio - 298.000
10. Radio Soft - 262.000

Lytterandele:
1. P4 - 42,4 procent
2. P3 - 20,6 procent
3. P1 - 6,5 procent
4. Nova fm - 5,3 procent
5. P2 - 3,7 procent
6. Radio 100FM - 3,1 procent
7. The Voice - 2,0 procent
8. P5 - 1,3 procent
9. DR Hit - 1,0 procent
10. Radio Soft - 0,7 procent